Markedsdag, Paris

Søndag er markedsdag i Paris - eller der er nærmest et marked hver dag, men vi tager altid på markedet om søndagen. Og vi tager altid til markedet ved Bastille på Boulevard Richard Lenoir (det er der primært om morgenen/formiddagen). Og da vi ankom var de ved at rulle overdækningen væk efter det hæftige regnskyl

Vi har efterhånden fået vores faste steder at handle. Da vi jo skal have det med hjem, så det er ret vigtigt at det kan holde sig. Derfor plejer vi at fokusere på gris i tynde skiver, oste - og så saltmanden og fois gras-damen!
Vi fandt saltmanden først

Han har den lækreste guerande salt og andre lækre salt- og urtespecialiteter. Og denne gang havde han den BEDSTE saltkaramel, som du bare må prøve hvis du finder ham! Det er så absurd godt, at jeg straks begyndte at fantasere om hvad den kan bruges til (og kom hurtigt på mange ideer)

Den fine salt her er virkeligt skøn, og jeg bruger den primært til bordsalt

Og den grove er meget grov, men jeg bruger den primært under madlavningen

Bagefter gik jagten ind på fois gras-damen. Det tog lidt tid at lokalisere hende, men det lykkedes!
Hun har nærmest alt hvad man kunne ønske sig af fransk dåsemad i kød-form

Jeg er især fascineret af deres andeskinds-svær, men dem fik jeg desværre ikke købt (denne gang)

Og således glade og tilfredse gik vi videre rundt i Marais - her ved place des Vosges og en ufattelig dejlig blå himmel

Derfra gik turen mod Marché Les Enfants Rouges (de røde børns marked), der ligger godt skjult inde bag en port på Rue Charlot og Rue de Bretagne - så kig efter åbne porte, og ligner det noget der godt kunne være et marked, så er I nok det rigtige sted!
Det er også et madmarked, men det er ikke særligt stort

Markeder i Paris er en fantastisk oplevelse, og jeg bliver hver gang ret trist over, at jeg ikke bare kan købe amok og lave mad med alle de lækre råvarer. Er du også til markeder, så kan jeg også anbefale Marché d'Aligre på Place d'Aligre - og så kan du jo passende smutte forbi Baron Rouge og få et glas vin og en assiettes des charcuterie/fromages....

Dansende Daniel (Craig look a like), Paris

Lørdag var dagen hvor Latinerkvarteret skulle tjekkes ud - egentligt ville vi gerne på Musée D'Orsay og sée Rodin, men vi kom (igen) alt for sent op, og som jeg skrev i sidste indlæg, så er jeg altså ikke god til det der kø. 

Vi havde allerede besluttet, at vi skulle spise på Le Comptoir (du Relais - 9 Carrefour de l'Odéon

75006 Paris, France) lige ved Odéon og spise frokost. Setdet er blevet anbefalet af min mors nu afdøde veninde for mange år siden, men vi har ikke fået prøvet det før nu. Konceptet er ligesom på Le Relais de Venise - ingen booking og masser af kø, og så er bordene latterligt små!

Vi nåede frem lige efter de åbnede omkring kl. 12, og vi fik et af de sidste ledige borde - så kom i god tid!

Der blev forholdsvis hurtigt bestilt vin og vand

Og så måtte vi ellers vente i et stykke tid

Men så kom maden! Her lune sardiner i smør

Gris i tynde skiver - eller pata negra/Jamón ibérico som nogle (mærkelige mennesker) kalder det

Og så et skud fois gras

Bordet var så småt, at vi måtte stable maden

Og alt imens vi spiste voksede køen bag os. Og den insisterende unge mand på billeder, blev ved med at stirre på os  - weirdo!

Efter maden kastede vi os efter at finde en ny kuffert til min mor, og heldigvis havde de udsalg i BHV/Le Marais, så der blev shoppet lidt ;)

Om aftenen spiste vi på "Des Gars dans la Cuisine" (Fyrene i køkkenet) nede i Marais. Kan lige så godt indrømme, at min mor overbeviste mig ved at sige at den ene tjener ligner Daniel Craig, og den anden er "pæne unge mand" - what's not to like????
Så spændt op til lir, eller i hvert fald klar på en sjov aften, drog vi afsted (på cyklene, naturligvis)

Og da vi kom ind, kunne jeg straks se, hvad min mor mente med tjenerne - den ene lignede virkeligt Daniel Craig (dog i en lidt ældre version og med begyndende vom), og den anden var en nydelig mand (dog ikke heeeelt ung længere, men meget bevidst om sit gode udseende!). Desværre "glemte" jeg at tage et billede af dem, så du må selv ind og tjekke!

Til forret kastede jeg mig over dybstegt svampe-ravioli med salat. Det var desværre lidt trist, men ok

Mor fik nogle super lækre sardiner, men dem glemte jeg at tage et billede af.
Til hovedret fik vi begge kalve t-bone med svampe og kartoffelmos

Den smagte virkeligt godt, og kødet var stegt til perfektion! Men kartoffelmosen gad jeg ikke engang at spise, for portionen var simpelthen så stor, at jeg valgte at fokusere på kød og svampe!

Og så skete det. Lyset blev dæmpet og titelsangen fra Austin Powers blev sat på. Og lige pludseligt begyndte "Daniel" at danse! Med lysfontæne. Det var smukt! Og til stor begejstring for gæsterne.

På trods af at vi egentligt var mætte, valgte vi at nappe en dessert med. Valget faldt på deres Pavlova med en slags flødeskumscreme, mango og hindbærcoulis

Sikke en sukkerbombe! Men den smagte syndigt godt!

Og så tog Daniel lige en svingom mere! Og gæsterne var lige så begejstret som første gang!
Faktisk fik min mor også lige en dans med ham, da hun stod i toiletkøen...

Des Gars dans la Cuisine er en oplevelse, som man bør unde sig selv! Maden er virkeligt god, og på trods af deres tydelige selvtilstrækkelighed, så er servicen helt fantastisk derinde! Det strømmede ind med gæster hele aftenen, så sørg for at bestille bord, så du ikke går forgæves!
Stedet bærer tydeligt præg af, at det er et sted for stamgæster og næsten alle der var der den aften, lod til at være venner af huset. Det giver en fantastisk stemning, og der var gang i den hele aftenen.

En klassiker i Paris

Efter en  stille dag, hvor vi var fyldt godt op af oplevelser og mad, tog vi forbi restauranten Le Relais de Venise. Man kan ikke reservere bord, så alle må stille sig i køen udenfor. For der er kø - og den er lang!

Der er få ting jeg gider at stå i kø for - det er ikke for museer, butikker eller alkohol. Næ, det er skam for mad (sikke en overraskelse), at jeg er villig til at pine mig selv! For jeg hader at stå i kø! Det er spild af tid, andre mennesker er virkeligt anstrengende, og så er jeg nok heller ikke det mest tålmodige menneske. Kort sagt, så er det at stå i kø en form for tortur! Men når det så er sagt, så præseterede jeg alligevel at stå i kø i 55 minutter (!) for at komme ind på en restaurant! Og det næsten uden at brokke mig.

På Le Relais de Venise har de et genialt koncept - de har nemlig kun én menu, take it or leave it! Du får en lille salat til forret, og derefter får du bøf og fritter i den smækreste sovs! Men mere om det længere nede. Hverken koncept eller indretning har ændret sig i de 30 år min familie er kommet der; tjenerne har sorte kjoler med hvid forklæde på, de små lampetter har gondoler på og du spiser og skrider hurtigt!

Efter den lange ventetid fik vi omsider et bord ovenpå (i "det røde kabinet" - rummet er helt rødt).

Tjeneren spurgte hvordan jeg ville have min bøf, og så kom maden ellers hurtigt. Her er min salat (uden valnødder) med den bedste dressing - enkelt og godt!

Og så kom bøffen! Man får først den ene halvdel af bøffen med masser af fritter og sovs. Og når du så er færdig med det, får du den anden halvdel med friske fritter og mere sovs

Jeg har på fornemmelsen, at en af grundene til at de deler det op er, at der simpelthen ikke plads til det hele på tallerkenen, der er ret lille.

Min tallerken var slikket ren, for det smager simpelthen så fantastisk!

Vi var nu 30 minutter inde i måltidet, så for at være sikre på, at vi sad længere tid på restauranten end vi ventede udenfor, nappede vi lige en lille dessert med. I modsætning til den første del af målridet kan man selv vælge dessert og ost - og der er mange desserter at vælge i mellem
Mor fik en hindbær med butterdejsplader, flødeskum og coulis

Og jeg kunne ikke stå for muligheden for at prøve deres is med alkohol (flødeskummet blev pillet af)

Jeg må indrømme, at selvom jeg er en stor fan af konceptet is med alkohol (sikke en overraskelse), så var isen ikke så spændende da alkoholen slap op...

For at trække tiden mest muligt, havde vi bestilt kaffen til bagefter - det var jo en principsag! Og efter 1 time og 15 minutter trillede vi (selv)tilfredse ud.

En tur på Le Realais de Veinse er en oplevelse, og jeg elsker at tage derhen. Men man må være forberedt på kø, og det er absolut ikke meningen, at du skal sidde og hygge i timevis. Sidder du for længe, får du demonstrativt smidt regningen på bordet. Portionerne er ikke voldsomt store, og det er da lykkedes nogle venner, at få 2 omgange menu (man skal åbenbart starte forfra) -men jeg tror nu ikke, at personalet synes det er et hit, at man gør det.

En stille dag i Paris

Fredag morgen startede stille og roligt - vi var jo kommet lidt sent i seng dagen før. Vi trillede ud i samfundet og fik morgenmad på lokal café, hvor vi også lagde en slagplan for dagen (dvs. hvor skal vi spise de næste måltider). Bagefter begyndte vi at gå mod dagens første mål - Rue Paul Bert. Nede på Boulevard Richard Lenoir var der marked, og hvem elsker ikke et fransk marked!?

 Fiskemanden havde de lækreste fisk

 Og grønsagerne så også så lækre ud

 Eller skulle det være et halvt grisehoved...?

 En anden fiskemand havde de lækreste skaldyr

 Lære kantareller

Slagterens gris så også rigitg god ud!

Flere svampe

 En anden slagters pelsdyr så lidt for levende ud efter min smag

Efter markedet besluttede vi at tage samme rute, som vi havde spurtet igennem aftenen før på cykel - mest fordi vi havde set denne fine kirke på vejen (og så at det var den hurtigste vej til vores mål).

Kirken var nu pænere indvendigt end udvendigt, men jeg elsker at gå rundt i kirkerummene her i Paris!
Nede på Rue Paul Bert var det imidlertid blevet tid til at spise frokost. Folkene bag Paul Bert (der vi spiste på min fødselsdag) har for nylig åbnet endnu en restaurant, Le 6 Paul Bert - en lille restaurant med mulighed for proviantering.

De har en fin frokostordning, hvor man kan få 3 retter for 19€ og 2 retter for 18€. Da vi ikke var voldsomt sultne tog vi kun 2 retter og et glas vin. Betjeningen var desværre ramt af åbningsforvirring, så det tog noget tid at få lov til at bestille og få vores mad. Men da maden kom tilgav man dem (næsten) helt!
Jeg fik ris med safron, sprutter og muslinger - og det smagte simpelthen så vidunderligt!

Mor fik stegt kylling med skorzonerrod, jordskokker og hasselnødder. Af gode grunde smagte jeg ikke på hendes ret, men hun forsikrede mig om, at den smagte forrygende!

Som anden ret valgte vi ost

Ligesom Paul Bert, har Le 6 Paul Bert heller ikke en hjemmeside, men du finder den (sjovt nok) på Rue Paul Bert 6. Der var ret fyldt til frokosten, så jeg vil anbefale at bestille bord!
Bagefter tog vi cyklerne og spurtede mod Boulevard de Sébastopol, hvor der ligger en lille asiatisk boghandel. Da mor var færdig med at rive ned af hylderne, gik vi mod Étienne Marcel. På vejen (gen)opdagede vi en masse små passager

Nede på Rue Montorgueil og Rue Tueqetonne (fedt navn ikke!?) har de indtil flere skønne butikker, og på sidstnævnte har de den bedste delikatessebutik, hvor man kan/skal købe vaniliestænger, sardiner og chokolade!

Og så begyndte det at regne...