Måske du genkender Jens' navn - han var en af de 3 mænd bag Melée (blandt andre steder). Til min store ærgrelse er Jens ikke længe på Melée, og det betyder, at jeg ikke længere kan få mit tartar-fix der, for han laver altså den bedste tartar jeg nogensinde har smagt! Og det er altså ikke til diskussion!
Jens og Anes projekt med MULD går i al sin enkelhed ud på, at der skal være kort fra jord til bord - og så lave nogle ordentlige råvarer, som de kan være stolte af! Se det er et projekt, som er værd at støtte! Det største problem er nok, at gården ligger så pokkers langt væk fra København, og så at de mangler de sidste godkendelser før, de kan lave et "rigtigt" køkken til os, der trænger (for det er jo ikke fordi jeg har lyst) til en omgang tartar ofte - og alle de andre arrangementer de vil lave. Du kan læse meget mere om deres projekt på deres hjemmeside - MULD.
Heldigvis holder de åbent hus den 1 søndag i måneden de næste par måneder, så vi besluttede at køre forbi på vej hjem fra Krogen. Og jeg snakkede om den tartar jeg skulle have hele vejen! Heldigvis var vejret med os denne dag, så vi rigtigt kunne nyde deres hyggelige gård
Det er i denne bygning (billedet ovenfor), at Ane har en lille café, hvor det er muligt at bestille lidt mad og drikke
Jeg var især begejstret for deres vinkøler (og størrelsen på flaskerne)
Vi lagde hurtigt en bestilling ind på en tartar (til mig naturligvis) og tre gange gris til de andre. Bestillingssedlen skulle vi så aflevere til Jens, som stod ovre i køkkenet
Vi havde også bestilt nogle syltede æg, så vi havde lidt at starte på, mens vi drak vinen og nød udsigten
Og så kom tartaren som jeg havde ventet på!
De gamle fik gris med gris på tilsat en kæmpe gulerod, bær og kål.
Behøver jeg at sige, at der ikke kom andet en fornøjede lyde ud af dem, mens de spiste det hele?
Vi fik også lidt lækkert brød til at suge sovsen op med...
Efter maden besluttede vi os for at smutte over til deres folde, hvor baconen (de små 3 måneder gamle grisebasser) hoppede lystigt rundt
Man kan også lave snobrød (og det er, så vidt jeg husker, gratis)
Ved siden af grisene var ænderne og de dumme gæs - de tror åbenbart, at Jens vil slå dem ihjel hver gang han fodrer dem (måske de ikke er så dumme alligevel, for rygtet siger, at de skal slagtes til november)...
Efter at have nydt naturen og snakket lystigt om hvor godt grisene kommer til at smage, var det på tide at vende snuden hjemad.
Men inden da, så skulle vi lige betale, og jeg blev fristet af kagerne.
Her en æblekage med marengs som Ane havde lavet
Og en æblefougasse som Jens havde lavet (hvis min hukommelse ikke svigter)
Problemet var bare, at jeg ikke kunne klemme så meget som en krumme ned efter maden. Hvad gør man så? Ja, man spørger om det er muligt at få dem to go - og det kunne jeg godt!
Der gik ikke mange sekunder fra at jeg kom ind af døren til at kagerne var spist
De smagte så forfærdeligt godt, at jeg var lidt ærgerlig over, at jeg ikke havde fået mere med hjem!
En tur til MULD er den perfekte søndagstur. De næste arrangementer er indtil videre planlagt til 3. november og 1. december - sidstnævnte med julestemning! Maden har i øvrigt rørende priser med 100 kr. for dagens ret (her grisen) og 75 kr. for min tartar!
Hermed får I mine varmeste anbefalinger til især MULD (som du i øvrigt kan følge på instagram på @mulddamgaarden), men også til Melée! Jeg har i øvrigt tidligere skrevet om Melée, som har været min favoritrestaurant i København (se indlæg her) længe. Rygtet siger, at selvom Jens ikke længere står bag gryderne, så er det stadig et rigtigt godt sted og maden fantastisk!
P.S. Jens, jeg forventer naturligvis snarest at kunne spise din tartar igen - og helst en, som er lavet på dine egne køer!
Tak for tip! Tager derover på søndag til åben gård. #Tennapålandet #virkerhashtagsher
SvarSletDet var skam så lidt! Fedt at du skal derhen på søndag - rygtet siger at der er løgsuppe og æbleflæsk på menuen! Du må endeligt hilse dem mange gange fra mig, og lige melde tilbage om både turen og projekt #Tennapåklandet #veddetikkemenviprøver
Slet