Når man skal til forestilling i Operaen, er der ét stort problem: Hvor skal man spise middag? Udvalget på Christianshavn er noget sølle, og hvis vi fraregner Noma, er der kun Restaurant Kanalen tilbage (så vidt jeg ved - andre bud modtages gerne!). Så da jeg skulle med min mor og stedfar ind og se 'Den gyldne hane' i Operaen forleden, spiste vi der. Restaurant Kanalen ligger i nogle virkeligt skønne og pittoreske omgivelser lige ved kanalen i nogle charmerende, gamle bygninger. Maden er enkel og er baseret på årstidens råvarer med inspiration fra især Frankrig.
Når man er 3 personer, får man ofte et alt for lille bord, så vi bruger tricket med at bestille til 4 - og har derfor masser af plads! Det er et trick, min mor lærte, dengang hun selv arbejdede som tjener, og som jeg nu bruger flittigt.
For ikke at blive for proppede valgte vi alle 3 at tage en hovedret efterfulgt af oste. Og til min store overraskelse valgte vi alle det samme: gråsten unghanebryst med majs, oliven og kantareller overhældt med en lækker og intens bouillon.
Det smagte guddommeligt! Og vi fik en virkelig skøn Pinot Blanc 2010 fra Marc Kreydenweiss og huset Kritt - den kan varmt anbefales! Den havde en perfekt skarphed, som passede smukt til maden. Vi valgte den på tjenerens opfordring, hvorfor jeg vil anbefale at man lytter til ham - han ved hvad han taler om!
De har et fantastisk ostebord, så er du til oste, så skal du prøve det af! Jeg kan desværre ikke helt huske, hvad mine oste hed, men der var i hvert fald comté (den i midten). Den til højre var en komælksost, og den til venstre var en blanding af ged og får. Nam! Tjeneren var så venlig at lade os smage den vin, de normalt serverer til osten, men igen har jeg glemt hvad den hed (var lidt for optaget af at kaste mig over vin og ost)...
Derefter gik min mor og jeg hen til Operaen - en dejlig lille gåtur, der også var lidt tiltrængt efter det lækre måltid!
Her har jeg mine nye jeans fra Weekday, top fra H&M (sidste sæson) og ballerinaer fra Repetto, Paris på. Neglelakken er Vintage fra FNUG og man kan vist lige skimte min pink ring fra Marc by Marc Jacobs (købt i Paris)
'Den gyldne hane' er en ballet baseret på et gammelt russisk eventyr, og er koreograferet af Alexei Ratmansky. Balletten var desværre en trist omgang, og vi gik alle 3 skuffede derfra. Det var som om, korpset ikke var veloplagte. Derudover fyldte kostumerne og scenografien alt for meget i forhold til dansen. Derudover kunne de godt have skåret en del væk, da man ikke rigtigt behøvede at få det skåret så meget ud i pap. På den anden side, så virkede dronningen meget begejstret. Til gengæld var musikken helt fantastisk, og meget bevægende! Men nu er det ikke kun mig, der var utilfreds med forestillingen - Politikens anmelder er også ude med riven. Læs anmeldelsen her!
Hvis man skal have børn med ind og se ballet, vil jeg faktisk anbefale den, da det er en ballet, der er nem at forstå og følge med i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar