Nu skal alle mine indlæg fra Milano jo ikke kun handle om mad, for vi lavede faktisk også andet end at spise (og drikke). Vi havde læst om Fondazione Prada - eller vi havde læst om caféen Bar Luce - og tænkte, vi lige så godt kunne bruge en regnvejrsdag på museum...
Fondazione Prada består af et museum, primært med moderne kunst, et bibliotek samt caféen Bar Luce.
Det ligger i et industriområde, og museet er ret råt - lige med undtagelse af guldbygningen her
Jeg var ret vild med strukturen
Bar Luce er designet af Wes Andersen i et 50'er-agtigt pastel og diner univers - det er så fedt og gennemført! Og lad os nu være ærlige - det var faktisk den vi tog derud for...
Vores undskyldning for at smutte direkte derind var, at det nok snart var frokosttid, og der så ville blive helt fuldt, hvorfor vi skulle skynde os derind og skaffe en plads. Som sagt så gjort!
Imens min mor stod i kø spottede jeg et bord, der blev ledigt - her kommer man langt med lange stænger og et smil, for i løbet af to sekunder var bordet mit. Og jeg blev tilgivet af tjeneren for sådan helt uden om ham at have nappet det... #sorrynotsorry
Vi lagde meget beskedent ud med en kop kaffe
Men vi kunne jo godt se på det hele, at nu vi havde et bord, så kunne vi jo lige så godt gå all in og bestille frokosten. Og drinks... Dem kunne vi jo så passende drikke mens vi besluttede os for, hvad vi skulle have at spise
Den var så lækker, og helt sikkert noget jeg skal lege med oppe i Krogen!
Som altid blev der serveret snacks til sprutten...
Man kan enten bestille i baren og enten sidde ved "enmandsborde" eller tage den stående ved brættet. Eller også kan man gøre som mig og nappe et bord, hvor man så bestiller hos tjeneren
Vi havde nappet nogle sandwiches ud fra deres enorme udvalg
Vi fik dem lige til at skære dem over for os, så vi nemt lige kunne proppe os
Det var nogle helt formidable madder!
Og så sad vi ellers bare og kiggede på mennesker!
Modeugen i Milano var i fuld sving mens vi var der, og jeg går ud fra at der har været nogle shows og/eller events på museet, for der var proppet med fotografer og fashionistaer (nogle mere vellykkede end andre)
For en gang skyld blev der ikke kigget mærkeligt på mig, da jeg fotograferede løs af både mad, indretning og de andre, for det gjorde alle de andre også (lige med undtagelse af de få "normale" mennersker, der også havde forvildet sig derud og som noget forskrækket ud, da de så de andre). Så jeg udnyttede det groft og knipsede løs! Heldigvis kunne jeg lige smide ledningen i væggen og oplade telefonen mens jeg lige fik instagrammet (og snappet, tweetet og... og...)
Det kræver naturligvis meget høj koncentration ^
Selvom vi ikke var så meget for at rejse os op fra vores fantastiske pladser, så kunne vi ikke rigtigt spise mere, og vi burde ikke drikke mere. Og dermed røg vores forsvar for at holde på så gode pladser i længere tid.
Bar Luce er helt igennem fantastisk! Jeg kan kun anbefale en tur derud, og priserne er ganske rimelige, især i forhold til stedets enormt høje cool- og hipsterfaktor. Betjeningen var enormt søde og hjælpsomme, og vigtigst af det hele så havde de hammergode drinks og madder! Desværre fik jeg ikke smagt deres kager, men de så også virkeligt gode ud...
Kan man ikke kun elske et sted, der er så gennemført at selv turen til toilettet nærmest er et kunstværk i sig selv!?
Jeg overvejer virkeligt om man måske kunne skaffe sådan et gulv til køkkenet når jeg engang skal have taget mig sammen til at få det lavet...?
Det var jo ikke fordi vi var ved at dø af spænding over at se udstillingerne, men nu vi var der kunne vi vel lige så godt se dem...
I min verden peakede kunsten ved impressionisterne - siden da er det stort set kun gået ned af bakke - og jeg har ikke meget til overs for "moderne" kunst...
Hele området er ret stort og består af flere haller med hver deres udstilling. Jeg fandt faktisk aldrig ud af om udstillingerne hang sammen eller om det var helt separate
Jeg var ret vild med de store vinduer ^
Figurerne i hallen mindede mig lidt om forvoksede Giacometti-skulpturer
Det var altså nogle meget mærkelige udstillinger, men som sagt, så er jeg jo ikke så meget til moderne kunst. Bygningerne var derimod helt fantastiske, så dem nød jeg at udforske på turen rundt!
Er du til moderne kunst, og gider du måske ligefrem sætte dig ind i hvad udstillingerne handler om, så er jeg sikker på at det er et hit!
Fondazione Prada ligger lidt uden for alfarvej, men der ligger en metrostation ret tæt på og man kan også tage bussen derud - eller tag en taxa...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar