torsdag den 26. marts 2015

Bæstet, London

Efter en hel dag på farten skulle vi nyde aftenen i fantastisk selskab med nogle venner, som er bosat i London. Og da de ved, at jeg elsker (som i virkeligt elsker!) bøf, så havde de valgt at vi skulle på den forholdsvis nye Beast. 
Stedet ser en anelse undseeligt ud, og det kan være svært at se om man er kommet til rette sted - man skal nemlig ned i en (kæmpe) kælder. Her er der en masse gigantiske langborde, hvor man så bænkes sammen med de andre gæster.
De har á la carte, men det er vist pænt meget meningen at man vælger deres menu, hvor man får snacks, bøf og krabbe (plus tilbehør) og så slutter man af med en dessert. Så vi kørte menuen - de skulle efter sigende ikke være super fleksible, men da vi havde en gravid med, fik vi lov til at købe 3 menuer til deling...

Først vi vi snaks: oliven, syltede løg, parmesanost og artiskokker - tilsat lidt gammel balsamico, som vi kunne hælde over
Det smagte sådan set udemærket, men det var ikke voldsomt prangende (og lidt køleskabskoldt).

Så var det tid til hovedretten: Norsk rød king crab og bøffekød fra Nebraska.
Den der krabbe er noget af en krabat! Man får et ben pr. menu - og der er altså virkeligt meget kød i sådan et par stænger der...
Jeg er ikke den store fan af krabbekød, da jeg synes det er lidt kedeligt og intetsigende. Og desværre kunne sovserne (som blev lynhurtigt kolde) ikke rigtigt tilbyde assistance på smagsfronten, da de ikke var voldsomt smagfulde.

Bøffen fik vi delt op, så Michelle kunne få sit gennemstegt (hun var jo gravid), og vi andre kunne få den spiselige udgave
Kødet var til gengæld super lækkert! Jeg ville nok foretrække at droppe krabben og holde mig til bøffen. Men nu er jeg også svært kødglad.

Tilbehøret var en røget tomatsalat, der var ret kold da den blev serveret - jeg var snedig nok til først at kaste mig over den senere, så der havde den fået en tilforladelig temperatur.
Den smagte i øvrigt fortrinligt! Det der med at ryge tomaterne er måske noget man kunne lege med derhjemme på et tidspunkt...?

Og praktisk nok fik alle udleveret en fin hagesmæk, så man ikke grisser sit fine tøj til når man spiser
Jeg har kendt Michelle i efterhånden en del år, og vi kender hinanden gennem vores mødre. Det er så dejligt at se hende (og hendes mand) være så glade - og så er det da meget rart at have nogen at besøge i London (det er jo en super god undskyldning for at tage derover)
Bare rolig - det er en virgin mojito ^

Til dessert kunne vi vælge mellem en cheesecake og en semifredo
Hvis jeg skal være ærlig, så synes jeg ikke der er en sammenhæng mellem pris og kvalitet - 75£ for en menu, hvor forretten ikke er pengene værd. Bøffen var fantastisk, men den der krabbe var efter min mening komplet ligegyldig. Jeg synes, at tomatsalaten var godt tænkt, men det hjælper ikke at den er køleskabskold ved servering!  Og de der sovser kunne som minimum godt have brugt et skud salt og peber... Desserterne var ok, men heller ikke mere. Det er efter min mening alt for dyrt i forhold til hvad man får for det. Især ikke når man knap kan høre hvad de andre siger fordi man sidder ved et alt for bredt bord, og så sidder man ikke godt på de bænke (der i øvrigt var placeret alt for langt fra bordet - selv for mine lange arme).
Det skal lige siges, at betjeningen var virkelig god og hjælpsom!

Ude ved receptionen/garderoben hænger kødet til skue - jeg vil næsten kalde det for pornografi...
Så det skulle vi da lige foreviges foran!
Skulle du få lyst til at besøge Beast, så kan du læse mere om dem her. Det skal lige siges i forhold til min svada ovenfor, at det vist lader til at de stadig arbejder lidt med konceptet, så det kan jo være at der løbende kommer nogle forbedringer...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar