mandag den 27. februar 2012

Chokolade fondant

Jeg elsker chokolade - den mørke og bitre - og kan stort set altid klemme lidt ned. Denne kage er super nem at lave og tager ikke meget mere end 15-20 min at lave, så der er ingen undskyldninger! Jeg laver altid gerne en stor portion, og fryser dem ned som jeg ikke skal bruge lige her og nu. De kan også laves på forhånd og puttes i køleskabet, så skal de bare i ovnen (180 grader, varmluft) i ca 5 min. - så er de stadigvæk helt bløde inden i...
Chokolade fondant - ca. 40-50 små
- 500 g. mørk chokolade (70-85%)
- 500 g. smør
- 500 g. sukker
- 4 spsk mel
- 8 æg

Smelt chokolade og smør (i hver sin gryde) og tænd ovnen på 180 grader (varmluft). Pisk æggene op til massen er luftig, og så piskes sukkeret i. I stedet for den nemme løsning med elektriske piskere, så træn mormorarmen og fat den gode gammeldags (kan anbefale dem med en kugle inden i - det går lidt hurtigere)!



Nu kan man gøre formene klar - jeg bruger altid silikoneforme, da de er super nemme at gøre rent, og det er nemt at få kagerne ud af formen. Smør formene med lidt smør og drys kakaopulver ud over (brug en si), slut af med at ryste formene over vasken så det overskydende kakao ryger af. 




Når smør og chokolade er smeltet hældes smørret i chokoladen under omrøring. Hæld chokolade/smør-massen langsomt i æg/sukker-massen langsomt (vigtigt!) samtidig med at du pisker - lidt ligesom når man laver bearnaise. Derefter kommes melet i - igen mens du pisker! Formene fyldes op - ca. 0,5-1 cm under kanten - og kommes i ovnen. Tag ud efter ca. 8-10 min og lad dem køle af inden de tages ud af formen.


Server evt. med vanilleis og en "sauce" af hindbær (varm frosne hindbær op, kom lidt sukker og et par dråber balsamicoeddike i - det lyder mærkeligt, men smager himmelsk!).

Eller som her med Skyr (Irma) og jordbærstykker:

p.s. de er små, men mætter virkeligt meget!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar