lørdag den 27. december 2014

KUL!

I min familie har vi i juletiden nogle meget fasttømredede traditioner, og det at gå ud og spise d. 22.12 er en af dem. I de sidste 2 år har vi været på Restaurant Kul nede i kødbyen. Her tilhører maden ikke én nation, men er en smuk blanding af et morderne fusionskøkken, hvor man henter inspiration her, der og alle vegne. Og det er nu lidt befriende i denne nynordiske tid. 
Det er bare min mor, min stedfar og jeg, der nyder denne tradition sammen - måske fordi vi har det meste af vores omgangskreds forbi dagen efter. Og så skal min mor også have en tiltrængt pause fra kødgryderne.

Inde på Kul fik vi denne gang bord (vi har nemlig allerede været der et par gange) midt i lokalet, ved køkkenet - lyst, rart og larmende!

Til at starte med fik vi lidt brød og løgkompot at snacke på, men det forsvandt lynhurtigt, da vi alle var ved at dø af sult...
På Kul er der mange små retter, og så er der de store deleretter. Klog af skade valgte vi at dele en masse af de små retter.

I første runde fik vi en stor portion østers - og på tjenerens opfordring (befaling?) valgte vi 2 gange af deres østers med sake, yuzu og bonito-smør samt en gang af deres østers med bloody mary
Hvor østersen med sake var mere ren og mild i samgen, var den med bloody mary et sandt bombardement, og det var derfor helt rigtigt set af tjeneren, at man sluttede af med en enkelt af dem, fremfor to, som vi oprindeligt ønskede.
Vi blev da også hurtigt færdige med dem
 Næste runde bestod af skaldyr - vilde rejer med spicy avokado og koriander
Samt iberico-skinke med tempurastegte blæksprutte og sort aioli
Vi havde knap nået at tage noget på tallerknen før tjeneren i hast vendte tilbage og fortalte, at de i køkkenet havde glemt alt om min nøddeallergi, og at jeg derfor ville få en ny portion af rejerne samt min egen personlige aioli. Meget hurtigt kom der en hel(!) ny portion bare til mig med de lækreste rejer. Det er jo ikke første gang det er sket, at køkkenet glemmer den slags, men det er en af de få gange, hvor jeg har oplevet så stor professionalisme og undskyldning når det er - no harm, no faul...
Og godt smagte det! De gamle var hellerikke helt utilfredse, da jeg grundet den enorme smag ikke kunne spise min egen portion op...
Begge retter var fantastisk lækre. Og begge enormt mættende!
Kombinationen af rejer, avokado og koriander var proteinrig og frisk på samme tid, og de tempurastegte stegte blæksprutter sammen med den lækre (virkeligt lækre!) skinke og aioli var lige så proteinrig som den anden ret, men samtidig fedmefuld og elegant.

Tredje runde var kødrunden
Andehjerter med teriyaki, radicchio og shitake-svampe
 En udsøgt kombination, og så er jeg jo en sucker for andehjerter!

 Brisler med græskar, parmesan og vadouvan bouillon (aner ikke hvad det sidste er, men himmelsk var det)
Ummenummenum! Jeg elsker (også) brisler! Den der bouillon var helt eminent! Og så smagfuld! Helt sikkert en af de bedste retter denne aften!

Og så til den sidste - spareribs med hoisin sauce, mango og syltede grønsager
Det var lige så fedtet som det var lækkert!

Sikke et fantastisk måltid! Jeg ville så gerne have haft en smule dessert og ost, men jeg måtte med sorg i sindet kaste håndklædet i ringen. Jeg var mæt med mæt på! Og efter et par dejlige flasker vin - især deres Sancerre (Blanc, Lucien Chrochet) var skøn - så var det på tide at trille hjem til den lille hund!

Jeg håber i øvrigt, at I nyder alle de mange juledage!!!!

mandag den 22. december 2014

Festdag på MULD

I sidste weekend kravlede jeg ud af sengen netop som jeg væltet ned i den efter julefrokosten med Herlufpigerne, der er en alvorlig affære, som involverer store mængder alkohol og snak. Jeg skulle nemlig med toget til Holbæk fordi vi var inviteret reception hos MULD i anledningen af deres fine sal omsider var færdig.

Vi blev mødt af gigantguleroden!
Indenfor stod Jens i sit fine nye køkken (jeg fik en kortvarig køkkenmisundelse), hvor der også var disket op med lækker mad
Eftersom jeg ikke rigtigt havde fået morgenmad, skyndte jeg mig at fylde en af de meget små tallerkner, gribe et glas suppe og få et glas vin af Anne
Det var jo så lækkert! Ikke at det er en overraskelse... Men det var lidt svært at spise kødet, da der ikke var nogen knive, men så må man jo bare bruge fingrene!
 
Da jeg var passiviseret kunne vi gå rundt og se nærmere på den fine sal. Jeg kastede mig ret hurtigt over en æblekage
Og ja, jeg har fjernet tegnene på træthed. Det syn var ikke så rart, så det ville jeg altså spare jer for!
Efter en times tid var det på tide at vende snuden hjemad - jeg kunne ikke holde mig vågen ret meget længere. Men heldigvis kunne jeg lige holde mig vågen til at se det smukke landskab ved Munkholm-broen

Husk at MULD holder åben gård den første søndag i måneden - det bør du bestemt ikke snyde dig selv for. Især ikke hvis Jens serverer sin tartar (den er legendarisk!)... Du kan læse mere om deres arrangementer her.

Du kan måske huske jeg tidligere har omtalt MULD her på bloggen (se her og her).

tirsdag den 2. december 2014

Sliders

I fredags skulle jeg egentligt have været ude og træne (fy for den lede), men sjovt nok magtede jeg det ikke. I stedet fik jeg lokket Alex med på den spritnye Sliders - jeg synes, det var et passende alternativ.

På Sliders serverer de sjovt nok sliders, hvilket groft sagt er en miniburger, der kan spises med en hånd. De åbnede for kort tid siden, og har været hypet i stor grad før, under og lige efter åbning. Selvfølgeligt måtte vi lige undersøge hvad det var for en sag...

Vi mødtes ret tidligt, så det lykkedes os at få nogle af de sidste pladser - man kan nemlig ikke reservere bord (i hvert fald ikke hvad jeg ved af). Der er en kæmpe menu, eller spisekort om man vil, med 9 forskellige sliders, som man kan vælge imellem. Da de har et rigtigt godt tilbud med 3 stk for 119,- (inkl. fritter) kan man jo lige så godt prøve lidt forskelligt. Efter vi havde lagt en slagplan for, hvilke sliders vi ville kaste os over, skyndte vi os op i baren for at bestille.

Mine kom ret hurtigt, men desværre var der sket en fejl, så Alex måtte vente ret længe på sine... Da der også er takeaway kommer det hele i en pose - den kan på snedig vis bruges som dækkeserviet! 
Første slider var deres Tiple Truffle Cheese (nr. 1) - det var uden tvivl aftenens bedste! Kombinationen af ost og svampe var perfekt!
Prøv lige at se hvor perfekt bøffen er stegt! Jeg er så træt af, at jeg så ofte får en gennemstegt bøf i min burger - bliver nemlig helt trist inden i! 
Nummer to var deres BBQ Tender (nr. 8) med braisseret svin i bbq-marinade og coleslaw.
Den var lidt for fed i smagen til mig, og det ville have klædt den med noget surt/syrligt til at opveje det fede fra både svin og coleslaw. Og så kunne marinaden også godt have brugt et skud chili. Men det var en virkeligt god coleslaw!

Da jeg var ved at være kommet igennem den fik Alex omsider sin mad - glad var hun!
Og selvfølgeligt gik hun straks i gang med at tage billeder!
Min tredje var deres Butter Corn Beef (nr. 9) med majs, kål og bacon
Kombinationen var dejlig!

Fritterne er ret tykke og grove, men smagte fint - de kunne efter min mening godt bruge et skud salt (fritter kan ikke blive for salte). Og så var deres trøffelmayo fantastisk! Desværre måtte jeg nasse mig til den hos Alex...

Da vi var mætte og tilfredse måtte vi kæmpe os ud gennem den lange kø til maden, for allerede kort efter vi kom væltede det ind! 

Alt i alt vil jeg varmt anbefale Sliders - især når de udtænker en smart måde at holde maden varm på, hvis man skal have den med som takeaway! Vi blev godt mætte (vi kunne faktisk ikke spise op) af deres "menu", og når man slipper 174,- for mad og et glas vin, er der vist ikke mere man kan forlange! 

Det eneste minus er, at der ikke er helt så mange siddepladser som man kunne ønske.

Tjek deres menu her - og se billeder af godterne her.

Efter den skønne middag skyndte vi os hjem til et godt glas vino og en masse snak
Jeg fandt en virkelig god flaske hvidvin fra, som min dejlige roomie havde givet mig i fødselsdagsgave, og noget chokolade fra arbejdet.
Alex var næsten for glad for vinoen
Men det var vist vist begge...
Jeg er virkeligt begyndt at sætte pris på en "rolig" aften med fantastiske mennesker - lidt god mad, skøn vin og så skal der bare snakkes! Måske er jeg bare ved at blive gammel.... 

onsdag den 26. november 2014

Blomkålspizza for begyndere

Jeg har en chokerende tilståelse. Og nu bliver jeg nødt til at dele den med jer (hvis I følger mig på Instagram, så har I nok allerede opdaget det). Jeg er blevet ret tosset med at lave blomkålspizza! Altså som i at bunden er lavet af blomkål. Før I nu falder bagover i chok og spørger jer selv om helvede er frosset til, så nej, bare rolig - jeg er ikke blevet helsefanatisk! Men det smager bare helt vildt godt! Og at det så er helt vildt nemt og hurtigt at lave hjælper også på det....

Prøv lige at se, hvor lækkert det ser ud!

Jeg har indtil videre lavet den i 2 versioner, hvor den ene er en "traditionel" pizza og den anden som flammkuchen - og begge er med bacon (naturligvis!) :)
Bunden laves på samme måde til begge, og fremgangsmåden er også ret ens, så derfor får I bare en grundopskrift, og så lige en lille note til hver af de to vidundere med ingredienser bagefter!

Jeg har hentet inspiration i bloggeren The Londoners opskrift, men har lavet mine egne justeringer

Blomkålsbund til 1 stor pizza (nok til 2 personer - eller 1 sulten)

  • 1 Blomkålshoved
  • 2 æg (evt. 3 hvis de er små)
  • 2 fed hvidløg, hakket (gerne mere)
  • Salt og peber
  • 2 spsk revet parmesan
  • 1-1,5 tsk krydderi, fx tørret origano (kan udelades)


    Tænd ovnen på 220 grader (varmluft) med en bradepande i.

    Rens blomkålshovedet og skær det i mindre stykker (min miniblender skal have det i MEGET små stykker), og blend det til ukendelighed. Kom det i et rent viskestykke og vrid væsken ud - så vrid til!

    Bland den hakkede blomkål med de resterende ingredienser, så det bliver til en lidt klæg masse. Brug de krydderier du elsker - og som passer til de resterende ingredienser.

    Fordel blomkålsmassen i en jævnt, og forholdsvist tyndt lag (det skal kunne bære toppingen) på bagepapir - gerne i en cirkel. Form kanterne med håndfladen, så den bliver fin rund. Kom den på den varme bageplade og smid det i ovnen i ca. 10 min - den skal være let gylden på overfladen, så hold lige øje med den... Sæt evt. varmen ned til 200 grader (varmluft).

    Det er nu du har tid til at klargøre toppingen.

    Når bunden er let gylden tager du den ud og smider topping på. Tilbage i ovnen med den i ca. 10 minutter - eller til den er færdig (fx. osten er smeltet). Igen kan du sætte varmen ned til 200 grader (varmluft)

    SERVER! Det tager rundt regnet 20-30 minutter at lave denne herlighed, og hvis du er en lille smule som mig, så kan den sagtens laves så den ikke føles sund og hellig (dvs. der er proppet gode fedtprocenter ind). Noget af det bedste er næsten, at man kan fråde en hel portion (jeg kan i hvert fald) uden at få den der ubehagelige proppede fornemmelse bagefter...


    Blomkålspizza
    Til den her skønhed havde jeg:
    • Lækker mozzarella
    • Pancetta (bacon)
    • Portobellosvampe
    • Fintsnittet løg

    Da den skulle serveres fik den også
    • Parmesan (man kan aldrig få for meget)
    • Kørvel
    • Gode cherry tomater
    • Et anstændigt stænk af en god olivenolie 


    Blomkålsflammkuchen
    Flammkuchen er en specialitet fra Alsace, og de er sikkert ved at eksplodere over, at jeg har tilladt mig at lave en blomkålsversion (den oprindelige er altså også virkelig nem, så den skal jeg også nok lave en dag). Normalt er det en super tynd sprød bund med creme fraiche, speck og løg - jeg har videreudviklet den med karse og dansk bacon (nordisk gastronomi så det vil noget!).

    • Creme fraiche (38-48%!)
    • Fintsnittet løg
    • 4-6 skiver bacon, skåret i strimler
    • Evt. lidt parmesan
    • Pynt med lidt karse!
    Det eneste man skal huske her er, at den er færdig når creme fraichen er begyndt at blive gylden!

    tirsdag den 25. november 2014

    Papkrus og koncert på Vesterbro

    I sidste uge var Nille og jeg inviteret til koncert med Lucas Graham af de gamle - og (heldigvis) gav de også middag inden. Da koncerten var i Vega, skulle vi finde et sted med noget let mad i nærheden, og valget faldt på Osteria 16 med deres antipasti-servering. Konceptet er råt og enkelt - alle får de samme 8 retter, vandglassene er plastikkrus og indretningen rå (læs: campingstole og -borde). til gengæld koster middagen 250 kr!

    Vi var måske lidt skeptiske da vi kom ind, for det virkede meget uorganiseret (vi lider vist alle af en god gedigen ocd) og bordene og stolene vippede, men vi ændrede hurtigt mening!

    Maden kom flyvende lige efter hinanden (og i et enkelt tilfælde, nærmest lige oven i hinanden), og blev præsenteret i en (u)skøn blanding af dansk, engelsk og italiensk af de venlige tjenere! Maden serveres på fade, skåle og så videre, og så kaster man sig bare over det - men husk at dele!

    Super lækre jomfruhummere med et bid af chili og citron - jeg tror de var råmarinerede
     Den her kan jeg ikke huske hvad er (pinligt), udover at det er en hvid fisk med ristede løg - og chili (tror det var aftenens tema). Men godt smagte det!
    Noget fisk (igen er jeg helt blank på hvilken fisk mm.) med appelsinskal (eller var det citron?) og persille. Igen fantastisk lækker ret, hvor det knasende brød var perfekt sammen med den trevlede fisk og den friske citrusskal
     Blæksprutte og kål! Nok aftenens madmæssige højdepunkt!
    Jeg kan simpelthen ikke huske hvad det her er, men det smagte godt! Også selvom det ser lidt fesent ud...
     Tartar med syltede(?) asparges - smagte også virkeligt dejligt!
    Bagte rødbeder med en mayo under - smagte fortræffeligt!
    En klassisker: parma(?)skinke med burrata! Jeg ELSKER burrata!
    Den eneste varme ret var kanin med polenta - det ser ikke så godt ud, men det smagte dejligt.
    Og så var der tiramisu til kaffen. Jeg har jo en svaghed for tiramisu, og den her smagte virkeligt godt - overvejede endda at spise min mors også, men måtte indse, at det nok var lige i overkanten af hvad mine spiseevner kunne klare! Kaffen var i øvrigt også fin
    Jeg kan ikke huske hvad vi drak, men efter sigende var vinene absolut ikke dyre!

    Det var virkelig lækker mad - og så især til prisen! Betjeningen var skøn og opmærksom (også selvom de VAR meget uorganiserede!), maden lækker i al sin enkelhed, hvilket vidner om, at der er blevet brugt nogle gode råvarer (hvem kan ikke lide den slags!?). Så alt i alt et sted jeg varmt kan anbefale, og det er bestemt ikke sidste gang jeg har været der! P.s. et sted der kan have fuldt booket på en grå tirsdag kan altså noget!

    Efter middagen trissede vi over til Vega for at høre/se (hvad siger man egentligt?) koncerten. Og selvfølgeligt kunne vi lige nå at få en bette GT (det kan man vel altid?)
    Jeg er helt pjattet med den t-shirt jeg fik med i det franske Vogue jeg købte i Paris (deres september issue)!

    Og her står han så - stor stemme til en lille mand!
    Det var en fantastisk koncert, og selvom der var proppet (det var der allerede til opvarmningen), så stod vi så fint - elsker lave mennesker når jeg er til koncert!
    Mit yndlingsnummer var Happy Home (hans samarbejde med Hedegaard), hvor der måske kom nogle tårer frem.
    Efter koncerten overbeviste de gamle os om, at vi da skulle have lidt vin på Høegs, hvilket resulterede i, at Nille og jeg endnu engang måtte klare verdenssituationen til lidt for sent på aftenen!