Når man prøver at spise forholdsvis ren palæo, så er der visse ting man begynder at savne efter et stykke tid. I mit tilfælde var det lasagne.
Så jeg begyndte at udtænke snedige planer for hvordan jeg skulle gøre den palæo _ dvs. lave den uden pastaplader. Det betød også at jeg måtte udtænke en ny udgave af bechamel saucen uden mel.
Det gik ret godt, bortset fra at jeg var lidt for utålmodig, og derfor gav det for høj varme i for kort tid. Og ikke lod den trække lidt, da jeg bare kastede mig over den. Så auberginerne som udgjorde pladerne var desværre ikke gennembagte.
For at lave en omgang palæo-lasagne til 4 personer skal du bruge:
- 500 g oksekød
- 1 gulerod
- et par fed hvidløg
- 1 stort løg (eller som her 2 små)
- 1 squash
- 1-2 auberginer (alt efter hvor tykke pladerne skal være)
- 3 portobellosvampe
- 1/2-1 chili
- tomatsnask af en art (jeg var løbet tør for hakkede/flåede tomater, så brugte lidt ekstra tomatpure og vand)
- Bechamel sauce (palæo naturligvis - den kommer lidt senere i indlægget)
- MASSER af ost!
Varm lidt fedtstof på panden (smør er altid godt, men rapsolie kan skam også bruges), og smid løg og hvidløg på. Sørg for at det ikke bliver branket, men blot lunet godt igennem.
Når de har fået et let glasklart udseende er det tid til at smide kødet på. Det skal steges godt igennem, så skru gerne lidt op.
Når kødet er brunet godt af, kommes tomatsnasken på! Havde jeg nu købt ordentligt ind, så havde jeg nok brugt 2 dåser flåede tomater og en lille tomatpure. Men det havde jeg ikke, så det blev til to af de store dåser tomatpure, som jeg spædede op med lidt vand for at få lidt mere væde til det.
Skru helt op fort varmen her og giv det et lille opkog. Imens hakkes grønsagerne (minus auberginerne!). Nu kan jeg godt lide mine grønsager med bid, så mine ryger altid ret sent i. Men ellers kan du godt smide dem i nu, og lade dem hygge sig med kødet ved svag varme i en halv times tid.
Eller gør som mig, og lad kødet få lidt kvalitetstid med tomatsnasken. Smid grønsagerne i efter ca en halv time, og lad det stå i en halv time mere - dvs. vi er oppe på ca. 1 time nu.
Imens det hygger sig kan du jo passende gå i gang med saucen. Og tænde ovnen på ca. 150 grader varmluft.Og til bechamel sauce skal du bruge:
- 1bt 38% creme fraiche (hvad ellers?)
- Parmesan eller lign.
- Lidt revet muscatnød
- 4 æggeblommer
Rør æggeblommerne sammen med creme fraichen.
Riv derefter osten i (man kan næsten ikke få for meget), og smag til med revet muscatnød, salt og peber.
Auberginen skæres i skiver på langs. Tykkelsen på skiverne bestemmer du selv, men jo tykkere de er, des længere tid skal det have i ovnen. Jeg skar mine på mit mandolin jern (pas på fingrene hvis du bruger sådan et!), da skiverne bliver præcis samme tykkelse. Det er sådan noget, som gør mig (lidt for) glad...
Smør et fad med lidt olie, så det ikke brænder fast i bunden. Fordel aubergineskiverne som du ville gøre med lasagnepladerne.
Og så bygger du din lasagne: "plader", kødsovs, bechamel og så masser af ost, plader osv. indtil du ikke har mere plads at gøre godt med. Husk at der skal være nok bechamel og ost til at dække hele toppen!
Sådan!
Sæt bæstet i ovnen, og lad den hygge sig i varmen i ca. 45-60 min. Det var her jeg begik den første fejl ved at være for utålmodig - min fik nemlig kun 45 min ved for høj varme. Det betød som sagt, at den ikke var færdig.
Og selvom du nok er blevet sulten, så skal den altså have fred og ro til at sætte sig, så dæk den til og lad den stå et lunt sted i en halv times tid. Det havde jeg så heller ikke tålmodighed til...
Det blev en forholdvis vellykket palæo-lasagne, hvis man altså ser bort fra min utålmodighed! Jeg skal helt sikkert lave den igen, dog med tyndere aubergineskiver og mere tålmodighed (læs: mindre sult). Og så skal jeg også arbejde lidt mere med bechamel saucen. Jeg holder jer opdateret!
Hvis du selv har prøvet kræfter med en palæoudgave, må du endeligt komme med dine erfaringer (også selvom det ikke lige var med en lasagne) - elsker at få input til hvordan det kan gøres anderledes!
fy for satan det ser godt nok ikke indbydende ud..
SvarSletTja, billederne er måske ikke særligt gode, men det smagte godt... Hav en god dag!
SletDenne kommentar er fjernet af en blogadministrator.
SvarSlet