Min mor og stedfar tager mig (heldigvis) ret tit med ind og se ballet. Og som om at det ikke var nok, så går vi altid ud og spiser inden. Det har i mange år været lidt vanskeligt at finde en god restaurant inden, da forestillingerne allerede starter kl. 20, men i de sidste par år er der kommet mange lækre steder i området omkring Kgs. Nytorv.
I går var vi først på Geist og var inde og se Virtuose Trin, en ballet med 3 værker af henholdsvis Bournonville, Balanchine og Lander – så kan det vist ikke blive meget bedre!
Geist
Dette var min første tur herinde, og jeg var hamrende spændt for jeg havde hørt en masse om stedet. Men desværre levede det ikke op til mine forventninger. Det skal dog siges at mit humør var mere til ”glasset-er-halv-tomt”-siden, så det kan naturligvis have påvirket det…
Vi fik pladser ved køkkenbaren, hvilket er smart når køkkenet er så stille som her. Det var skønt at kunne følge med i det hele (må indrømme at jeg er en smule nysgerrig). Vi fik lynhurtigt noget vand og en iskold flaske rosévin (den eneste de havde på kortet) – så var vi ligesom passiviseret for en tid.
Konceptet på Geist er at man skal bestille nogle forskellige retter fra kortet, men der er ikke deciderede forretter og hovedretter – de er nogenlunde samme størrelse alle sammen. Det er et genialt koncept, og havde virkeligt lyst til at tage alle retterne fra en ende af, men da vi skulle videre måtte vi klare os med tre retter.
Jeg elsker råt kød, så måtte naturligvis have retten ”Rå kalv med knuste brombær”. Min mor valgte ”Blæksprutter med ingefær, lime, soja og sesam” og min stedfar tog ”Grillet avokado med karry og grønne mandler”. Da retterne bliver serveret får jeg et chok over min kalv. Jeg havde forventet at der ville være noget så eksotisk som et krydderi – der tog jeg fejl! Retten var (som lovet) råt kalvekød, men brombærrene var frosne, hvilket gjorde at retten smagte af… ja ingenting! Fik fat i salt og pepper i håbet om at give retten smag, men det hjalp ikke.
Når vi spiser ude, så smager vi altid på hinandens retter. Desværre er jeg blevet allergisk på mine gamle dage, så for at undgå at jeg spiser deres retter, tager de andre gerne dem med nødder i – jeg synes det er hamrende tarveligt, men kan faktisk godt forstå dem. Da min mors ret indeholdt nødder, måtte jeg nøjes med at sende lange øjne efter den, og den så helt fantastisk ud. Min stedfars ret smagte til gengæld vidunderligt. Den var meget enkel, men alle smagsnuancerne stod klart frem og komplimenterede hinanden smukt.
Tjeneren fik min tallerken tilbage med stort set hele portionen urørt, og vendte tilbage med en melding fra kokken om at der ikke var noget i vejen med retten. Nu er det ikke tjenerens skyld, men jeg nægter at tro på at en ret skal smage af fryser/køleskab – og hvis den skal, så skal kokken ikke svare igen. Vores tjener kom dog med kortet og tilbød mig en ny ret, hvilket jeg straks tog imod. Denne gang faldt valget på ”Hvide radiser med cremet østers og sort peber”. Det var en enkel, men lækker ret; man kunne tydeligt smage den cremede salte østerssmag, og de sprøde radisser gav et lækker knas.
Til ”hovedret” havde jeg valgt ”Gråand med gulerod og passionsfrugt”, og denne gang blev retten ikke sendt ud igen – tallerknen var til gengæld slikket ren. Det var (igen) en meget enkel ret; anden var rosa som den skal være og guleroden og passionsfrugten var kombineret i en lækker, cremet puré. Min mor fik ”Lammekæber med kantareller” – en ret med masser af smag. Desværre havde de kommet en eller anden skum på toppen, og det får altså retten til at ligne opvaskevand… Min stedfar havde valgt ”Trækulsgrillet kronhjort med rødbeder”, desværre for ham var dyret meget rødt (han kan af uforklarlige årsager ikke lide rødt kød), så han kunne ikke spise det hele. Så er det godt at jeg er udstyret med en fantastisk appetit, og jeg kastede mig over hans rester. Igen var det en meget lækker og enkel ret, men vildtsmagen måtte godt have været mere markant.
Til at slut fik vi lige noget ost; jeg valgte en ”Laguiole “Aubrac” 2010”, og min stedfar fik tog ”Blå Stilton ”Colston Basset””. Til de andre retter havde de serveret de lækreste små boller, men her fik vi noget mærkeligt knækbrødsagtigt noget, som ikke smagte af så meget. Vi fik heldigvis fingre i nogle boller, så ingen brok der.
Alt i alt var det et skønt måltid. Retterne er meget enkle, men til tider alt for enkle. Det gør altså ikke noget at maden rent faktisk smager af noget. Men hvor køkkenet skuffede i perioder, så var betjeningen upåklagelig – selv når vi var ”vanskelige”. Det er helt sikkert et sted vi tager hen igen inden vi skal i teatret.
Virtuose Trin
Virtuose Trin er i virkeligheden 3 balletter sat sammen over 3 akter; første akt var Bournonville Fantasi, anden akt var Donizetti Variationer af George Balanchine, og tredje akt var Harald Landers Etudes.
Jeg elsker ballet, men kan ikke alle de der tekniske betegnelser, så min ”anmeldelse” bliver altså noget overfladisk – og da Etudes er en af mine favoritter vil jeg fokusere på den.
Bournonvilles ballet blev danset i minimalistiske kostumer, hvilket gjorde at man kunne fokusere på dansen. Normalt er danserne iklædt folkedragter og scenen en masse stafage, så det var en klædelig afveksling. Det var en smuk ballet, og Marcin Kupinski og Susanne Grinder var begge fantastiske som hovedpar. Balanchines Donizetti Variationer var ligeledes en smuk ballet, og Alban Lendorf gjorde det flot – han er en helt fantastisk danser, og vi er i København heldige at vi har en danser med det talent.
Aftens højdepunkt var på trods af de to fine balletter alligevel Etudes, Harald Landers klassiker. Og vi var virkeligt heldige i går, for ikke nok med at vi skulle nyde denne vidunderlige ballet, så dansede Gudrun Bojesen. For lige at toppe det, fik vi tilmed Alban Lendorf igen sammen med Andrew Bowman og Jón Axel Fransson – sidstnævnte mener jeg ikke at have set optræde før, men det var en glædelig opdagelse! Det var et rent festfyrværkeri der foregik på scenen, og jeg blev nærmest rundtosset da Gudrun Bojesen gav den som menneskelig snorretop. Det endte med at jeg sad med tårer i øjnene af glæde og iver; så man kan vist godt sige at jeg var stærkt tilfreds!
Og jeg var vist ikke den eneste; det danske publikum er pænt kedelige set i forhold til fx i Hamborg, hvor de kaster blomster på scenen og klapper i meget lang tid efter. Men i går fik den hele armen – danserne måtte frem en 6-7 gange og folk stod op, piftede og stampede i gulvet. Men det var faktisk det eneste man kunne gøre efter den optræden.
 |
| Lidt chokolade til pausen |
