onsdag den 10. februar 2016

Beskidte nachos

Det her er en beskidt lille sag, der gør sig umanerligt godt som tømmermændsmad! Eller bare som en snedig lille snack når trangen til noget beskidt melder sig og du ikke vil spise dårlig/klam junkfood - eller bare ikke magter at forlade din lejlighed (jeg magter som oftest ikke at kravle ned fra 4. sal medmindre jeg virkeligt trænger til burger og friturestegte grønsager). Du kan lave det hele dagen før, så du bare lige hurtigt skal stege kyllingen og smelte osten. Faktisk bliver den bedst hvis du laver det dagen før. Det er easy peasy lemon squasy!

Jeg har hapset opskriften på kyllingmarinaden og dippen fra The Londoner's Chicken Fajita Salad og gjort den sunde ret til noget gris. Ups... Jeg har som altid ændret en lille bitte smule på opskriften, så det passer til min smag, og da jeg elsker (som i virkeligt elsker) spicy mad, så er der blevet skruet lidt op for volumen på det punkt - er du ikke til så spicy mad, så følg du bare den originale opskrift (tryk på linket ovenfor).

Kylling + marinade
- 1 øko kyllingebrystfillet
- Saften af 1/2 lime
- Saften af 1/2 citron
- 2 fed hvidløg hakket fint
- 1/2 frisk chili skåret i tynde skiver (evt. uden kerner - tjek styrken inden du fylder på)
- 1/2 tsk. honning
- Lidt groft salt
- 1 1/2 spsk. olivenolie
- Lidt tørrede chiliflager (kan udelades hvis du ikke er til stærk mad)
- 1/4 tsk cayennepeber eller røget paprika (kan udelades hvis du ikke er til stærk mad)

Dip
- 2-3 spsk skyr (eller græsk yoghurt)
- Masser af frisk koriander med stilk
- Saften af 1/2 lime
- Saften af 1/2 citron1/2
- 1/2 tsk. honning
- Lidt groft salt
- 1/2 spsk. olivenolie
- 3-4 jalapeños (dem på glas)

- 1 pose gode nachos
- 1 stor håndfuld revet vesterhavsost
Derudover havde jeg lidt frisk mozzarella, som jeg også proppede i. Brug bare den ost du nu har, og som smelter godt...
- Lidt koriander til pynt

Lav marinaden og skær kyllingbrystet i mundrette bidder. Bland og stil på køl natten over.

Blend korianderen med jalapeños, citrussaften, honning og olie i en stavblender - skulle du være en af de få, der ikke har sådan en fætter, så kan du også sagtens bare hakke koriander og jalapeños meget fint. Smag til med salt - du kan også smage til med lidt mere lime/citron, honning og chili, hvis den lige skal have lidt mere. Bland massen med skyr og smag til igen - jeg kan bedst lide den, hvis den er godt stærk og med et lille kick syre. Stil på køl natten over.

Den sidste tilberedning er så nem så nem!
Tænd ovnen på 180-200 grader (varmluft)
Tag en pande der kan tåle at komme i ovnen, og varm den godt og grundigt op. Når panden er godt varm smider du kyllingen på - få gerne lidt af marinaden med. Skru ned til mellemvarme og steg kyllingen i ca. 5 minutter (den skal være gylden brun) og sluk for varmen. Smid osten over kyllingen og smid panden i ovnen. Har du ikke en pande der kan komme i ovnen, kan du smide det i et ildfast fad, men så har du også mere opvask...

Når osten er smeltet, hvilket ikke burde tage mere end 10 minutter, så tag panden ud og vend det hele rundt, så den smeltede ost bliver godt fordelt over kyllingen. 
Hæld dippen i en skål (i den virkeligt dovne udgave, så serverer du bare i bøtten) og drysser lidt koriander over. 
Smid nachos i en skål og hæld den smeltede ost og kylling over. Drys lidt koriander over.
Servér!



Det er en egoopskrift, så er du meget sulten eller skal du dele (gud forbyde det), så skal du bare gange op med antallet af personer!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar