torsdag den 20. december 2012

Fejring af mor på byens bedste spisested - Restaurant Mêlée!

Rettelse, okt. 2014 - se bunden af indlæg. 
-------------------------------
Min mor afleverede sin BA forleden, og det skulle naturligvis fejres! En af de restauranter som vi altid vender tilbage til, og hvor vi også fejrede afleveringen af mit speciale, er Restaurant Mêlée på Frederiksberg. 

Restaurant Mêlée er ikke fancy, men det er altid forbandet godt! Maden er frank bistro og enkel. Holdet bag er Jens Vestergaard Jensen Dan Rauhe Christensen og Helge Sidor - Jens laver maden mens Dan og Helge serverer. Det er småt, og det er personligt! Nu kommer vi der ret ofte, så vi får altid kække bemærkninger med på vejen til vores store fryd og fornøjelse...



Mêlée er min ynglingsrestaurant (hvis man da kan have det), og jeg har længe villet lave en anmeldelse af stedet, men får aldrig taget billeder, skrevet noter osv, da jeg bliver fanget af stemningen, den gode mad og så lige al den skønne vin som vi drikker der... Dette er ikke en decideret anmeldelse - for kan vel kun sige én ting om stedet, og det er, at det er fantastisk. Intet mindre! Nå, men tilbage til det indlægget handler om - vores fejring af min mor!

Når man skal fejre sin mor, så skal man jo dulles op:
Jeg har min nye skjorte fra American Apparel (62€ - det er faktisk en herremodel, og du finder den her) på, sammen med jeans fra Weekday (det er en gammel Tuesday-model og du finder nogle lign. her til 250 kr.) og støvletter fra H&M (også en gammel model, men du finder nogle lign. her til 349kr.). Neglene er naturligvis malet røde i Chanel Dragon (jeg mener at de koster fra 185 kr).

Her ses min smukke og glade mor på Mêlée
Til forret valgte jeg og Peter tartar, og vi fik dette bræt til deling. Heldigvis havde de droppet det latterlige salatblad denne dag - jeg fatter ikke, hvad det skal til for!? Det skal også lige siges, at det er byens bedste tartar! Den er så god, at min fætter altid ringer derned for at høre, om den er på kortet, for ellers gider han ikke tage derned! 
Min mor valgte en af tavleretterne med en paté (tror jeg) med pistacienødder, og John valgte hvidkålssuppe med skinkevinaigrette & valnød. Af gode grunde smagte jeg ikke på nogen af dem... Vinen var en fantastisk Riesling fra 1996 - aner ikke hvad den hed, men godt smagte den!

Her ses Perter og John (og Dan gemmer sig bag baren).
Til hovedret valgte mor, Peter og jeg grissebasse i ølsovs med hvidroe & byg (og ja, vi valgte den nærmest udelukkende pga det fede navn - hvem kan dog sige nej til lidt grissebasse?). Selve grisen og sovsen kom ind i en stor gryde til deling mellem os 3. Her ses byggen og græskar, og mht. den brune klat, så aner jeg ikke hvad det var, men den smagte godt, og det er vel det der tæller!?
 Og gris og sovs skal man jo også have:
 Her ses den "samlede" ret:
Det smagte så godt! Der var bare så meget, men efter et par opfordringer fra Helge, så fik jeg da klemt (næsten) det hele ned! John valgte en af tavleretterne med fisk, som smagte glimrende. Vi fik en fantastisk Chateauneuf Du Pape til, som jeg heller ikke aner hvad hed.

Så skulle vi naturligvis også have oste, som altid serveres på bræt i kæmpe portioner. Vi fik en comté og en blåskimmelost. Desværre nåede jeg ikke at tage billede af dem, inden de andre kastede sig over det! Heldigvis havde de været så smarte at holde lidt igen med portionen, så vi bare kunne få en refill, hvis vi havde plads til mere. Det havde vi ikke!

Og igen på opfordring af Helge, "besluttede" jeg mig for at få dessert. Det blev besluttet, at jeg skulle have Mandelguf med æble & karamel. 
Det var faktisk Helge der besluttede det - jeg havde ikke så meget at skulle have sagt i den forbindelse... Tak Helge! Det var helt fantastisk, og der var ikke så meget som en krumme tilbage på min tallerken bagefter. Og Dan mente også, at jeg skulle have et glas dessertvin til, så det fik jeg.

Mens jeg guffede min dessert i mig, fik de andre kaffe - jeg måtte først få min efter jeg havde spist op. Og til vores store lykke, fik vi endda lov til at smage Helges mors hjemmelavede konfekt! Yum!
Her er mor i gang med konfekten:
Og da de andre fik før mig, så fandt de også ud af, hvilke jeg kunne tåle - det blev 2x chokoladekaffebønne med marcipan.
Efter kaffen blev mor lidt tørstig igen, og jeg kunne sådan set også godt drikke lidt mere vin, så vi bestilte lige en flaske vin mere, denne gang en Chardonnay. Og som det har været tilfældet med alle de andre vine, så aner jeg heler ikke hvad den her hed. Normalt er jeg faktisk ikke til chardonnay (fik en OD af det for nogle år siden - det er dog primært den oversøiske jeg har det problem med), men den her smagte guddommeligt!

Det var som man måske kan fornemme, en helt fantastisk aften vi havde! Og som altid skulle jeg trilles ud derfra, for jeg efterlader ikke rester - man har vel et rygte at opretholde!

Du finder Restaurant Mêlée her. Priserne er virkeligt rimelige - man kan få en menupakke med 5 retter til 360kr! Derudover har de deres faste retter samt tavleretter. Deres vinkort er ligeledes helt fantastisk! Det skal lige siges, at Dan og Helge er fantastiske sælgere (på den fede måde!), så man bliver altid overtalt til at nappe en flaske eller ret mere end man lige har planlagt.

-------------------
Rettelse, okt. 2014: Jeg har for nylig været på Melee, hvor jeg havde en virkelig dårlig oplevelse. Derfor vil jeg ikke længere anbefale stede - til det er der for mange gode restauranter i København til...  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar