I sidste uge pakkede vi bilen og satte kursen mod vestkysten. Vi skulle nemlig på en god gammeldags ferie på badehotel!
Svinkløv Badehotel var målet, og især Nessie glædede sig til at komme over og se, hvad det nu var for noget - var det så godt som alle siger, eller var det bare hypet og overvurderet!? Men forbered dig på et billedtungt indlæg, for jeg kunne simpelthen ikke begrænse mig...
Solen skinnede og vi ankom lige i tide til den næste båd fra Odden til Århus
Grunden til at vi tog båden er, at vi allesammen ikke er super glade for at køre, så det er altså meget rart at få bidt turen over af en lille pause.
Derudover er det jo en oplagt mulighed for at gå amok med picnic!
Min mor var gået amok i Torvehallerne, og havde rippet de forskellige deli'er for deres bedste varer!Nessie fik en gulerod og virkede også stærkt tilfreds på sin trone
Til dessert (for det andet var jo bare lidt hapsere!) stod den på økologiske jordbær og Arla Unikas creme fraiche på 50% - man skal ikke kimse af solide fedtprocenter! Til det var der en side af kaffe
Man tager et jordbær og tvinger det ned i creme fraichen (eller gudespisen som jeg kalder den!)
Nessie ville også have jordbær, og hvad prinsessen ønsker, det skal hun få... Altså uden creme fraiche (den deler jeg ikke med nogen!)
Turen tager lidt over en time, så vi kunne næsten kun lige nå at komme igennem al maden før vi skulle ned i bilen igen.
Så skulle vi bare lige tværs over Jylland (der er langt!)
Men efter i alt 5 timers rejse var vi omsider fremme - og prøv lige at se hvordan det gør sig til der i solskinnet!
Svinkløv Badehotel er et rigtigt gammeldags badehotel, men er et af de få steder hvor du rent faktisk kan se havet fra hovedbygningen - det er ret upraktisk da vejret er voldsomt på de kanter, og bygningerne derfor skal vedligeholdes hele tiden...
Vi tjekkede lynhurtigt ind, Nessie blev kløet bag øret og vi fandt vores værelse nede i annekset
Skøn udsigt ikke!?
Nessie fandt sig meget hurtigt til rette på væreslet, hvor hun naturligvis startede med at tjekke sengenes kvalitet (de blev i øvrigt godkendt)
Der blev pakket ud på ingen tid, og vi skyndte os ud i solen for at se os lidt omkring.
Annekset ligger en smule tættere på stranden end hovedbygningen (der er den store bygning til venstre)
Annekset er en lille minikopi af hovedbygningen
Vi havde heldigvis lige en flaske bobler med hjemmefra, som var (tilnærmelsesvis) kolde
Så vi satte os til rette i solen
Efter en hurtig omklædning var vi klar til middag!
Jeg er vild med mine nye bukser fra Zara (find dem her) - der er masser af plads til at man kan gå amok på madfronten! ;-)På vej ind til restauranten opdagede vi denne helt vidunderlige bænk - sådan en må vi have til Krogen (så kan jeg også blive trillet ned til solnedgangen)!
Og nu til det vigtige: maden!
Menuen skifter dagligt på Svinkløv, og der er så tre forskellige menuer at vælge mellem: Svinkløv, Den Havfriske og Den Grønne Menu.
Mens vi besluttede os fik vi os lige en drink
Vi kastede os over den havfriske, hvor vi lagde ud med pocherede østers, der havde fået et skud peberrod og ærter
Det var helt utroligt lækkert!!! En ret jeg bestemt ikke ville have noget imod at kaste mig over igen en anden gang. Derfor får I lige et billede mere af den!
Til hovedret stod den på torsk, der viste sig at være en lettere dekonstrueret udgave af nytårstorsken
Det hele var perfekt! Hver for sig, blandet sammen og bare helt vidunderligt smukt! Fisken var tilberedt til perfektion, de lækre hvide asparges var sprøde på den helt rigtige måde, rødbeden havde en vidunderlig blanding af sødme og surhed, kapersene var let sprøde og dejligt salte, og æggeblommen tilføjede en vidunderlig blødhed til retten! Der var en sovs til, som jeg ikke bed så meget mærke i - så aner simpelthen ikke hvad det var (jeg må vist også snart til at lære at tage billeder af menuen, så jeg kan huske hvad jeg har spist).
Til maden drak vi den her helt vidunderlige Pinot Grigio, som vi - indrømmet - udelukkende valgte på grund af den malende beskrivelse på vinkortet (der er virkeligt gemt en poet i den vin-ansvarlige!)
Mens vi spiste var solen begyndt sin langsommelige nedstigning, og middagsstuen (eller den gule stue, som den vel også kaldes) var ved at blive badet i dens stråler.Jeg udnyttede en lille pause i spisning og skyndte mig ud for at forevige den utroligt smukke aften
Opdagede at min skygge var blevet pænt lang, og efter at jeg havde fnist lidt over hvor lange ben den gav mig, skyndte jeg mig at forevige det
Og så lige et sidste billede af solen (altså inden jeg gik ind igen - der kommer flere om lidt)
Inden for fik vi serveret en ostetallerken
Alle ostene var fra Arla Unika og smagte helt vidunderlig!
Det var en alt for stor portion til en person, så vi måtte alle levne en hel del. Vi tre kunne uden problemer have delt den!
Imens vi kæmpede med osten var det ved at være tid til at solen var klar til finalen. Og det lod til at blive en af de helt store af slagsen! Vi skyndte os at finde nogle siddepladser og sætte os godt til rette!
Og så begyndte jeg ellers bare at tage billeder...
Mens min mor og jeg havde taget (virkeligt!) mange billeder, havde min stedfar hentet Nessie - hun skulle jo ikke gå glip af solnedgangen... Der var stor gensynsglæde!
Imens var solen kommet et par milimeter længere ned...
Og jeg kaprede Vaffi, der også var begejstret for at se solnedgangen!Nessie var dog en anelse irriteret over at der var andre mennesker med til hendes solnedgang - det bliver hun i det mindste ikke udsat for hjemme i Lummerkrogen!
En gang i mellem kunne Nessie dog ikke holde larmen fra de andre ud, og måtte vende sig irriteret om og stirre skuffet på dem!
Heldigvis distraherede den smukke solnedgang hende...
Det var simpelthen så fortryllende at se på solen gå ned, og for hvert minut - ja, nærmest hvert sekund - fik man et nyt bjergtagende syn serveret med nye nuancer
Det var noget af det smukkeste jeg nogensinde har set! Selv Nessie kunne slet ikke få nok....
Selvom vi kunne have blevet ved med at kigge på solen, måtte vi give op på grund af kulden. Og så havde vi ikke mere vin og det havde vi nede i "hytten"
Egentligt havde vi planlagt at sidde her og se på farverne forandres med et glas vin i hånden, men det var simpelthen for koldt
Også selvom min stedfar havde lokaliseret nogle tæpper...
Oppe på værelset kæmpede jeg med at få varmen igen, men heldigvis var Nessie villig til at hjælpe. Og så var det heldigt at den hånd jeg ikke brugte på at nusse hende kunne bruges på et drikke vino...Nessie var faktisk ikke helt færdig med at kigge på den smukke smukke smukke aftenhimmel
Og med det sluttede en helt vidunderlig dag på Svinkløv! Til gengæld var min forelskelse i stedet kun lige begyndt... Og bare rolig, der er meget mere på vej!
Du kan læse mere om Svinkløv Badehotel her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar