Life is just too short: Kulturel solskinsdag i Istanbul

Efter den vidunderlige morgenmad (og kaffe, ej at forglemme!), trængte vi til lidt åndelig føde. Min stedfar havde for nogle år tilbage fundet frem til en gammel kirke, der ligger en anelse afsides, men som har de smukkeste mosaikker!

Chora Kirken stammer fra byens byzantinske periode, og er måske lidt en overset perle (nok mest pga. afstanden til de andre turistting). Ligesom Hagia Sofia fungerer den ikke længere som kirke, men er blevet sekulariseret og er i dag museum.

Allerede i 400-tallet blev der på området bygget en kirke på stedet, men selve kirken blev bygget i starten af 1000-tallet (det er altså noget virkeligt gammel smukt skrammel!). Den blev restaureret efter et kollaps i starten af 12. århunderede, og det er grundlæggende den bygning vi ser i dag. Mosaikkerne og freskoerne er fra begyndelsen af 1300-tallet, og afbilleder scener fra det nye testamente...

Da vi ankom til museet opdagede vi desværre at det meste var pakket ind, da de var gået i gang med en omfattende restaurering af kirken både udvendigt og indvendigt (hvilket måske ikke er så mærkeligt, når man tænker på hvor gammel bygningen og kunsten er). Det betyder jo bare, at vi må komme tilbage til Istanbul en anden gang... Øv øv ;)

Selvom vi kun kunne se de ydre rum, kunne vi meget hurtigt fornemme skønheden i det fuldstændigt uvurderlige kunstarbejde

Jeg fandt hurtigt ud af, at de smukkeste freskoer var oppe i loftet

Som I måske kan fornemme på billederne, så glimtede mosaikkerne smukt i det sarte sollys, der nåede ind gennem kirkens tykke mure (og stilladset)

I de første af de forreste rum er der primært mosaikker, men i sidekapellet (hedder det egentligt det?), er der de smukkeste freskoer

På vej ud i solen vendte vi lige hovedet op mod loftet for at få de sidste skønheder med

Det var en af de smukkeste jeg kirker jeg nogensinde har set - og så kunne vi ikke engang se det hele grundet renoveringen! Jeg skal så meget tilbage og se resten, og jeg vil varmt anbefale en tur derud.

Vi tog en taxa derud, hvilket gik overraskende hurtigt - intet går hurtigt i trafikken i Istanbul, så forvent altid at sidde i kø i længere perioder...

Vi sad i hvert fald i kø på vej tilbage til Sultanahmet og Topkapi-paladset, men frem nåede vi da!
Her gemmer Hagia Sofia sig bag de grønne grønne træer

Topkapi ligger lige bagved Hagia Sofia, så jeg kan anbefale, at man tager den med når man er der - hvis vejret altså er godt...

Og så ligger den blå moske jo også lige ved siden af (det er den i baggrunden)

Topkapi var de ottomanske sultaners palads i ca. 400 år. Det er bygget lidt anderledes op end de paladser vi kender fra Europa, da det er meget åbent og har mange gårdspladser. Porten her danner i dag åbningen ind til selve museumsområdet

Vi sprang igen de lange køer over med vores super smarte museumskort (anskaf det!), og befandt os hurtigt inde i på selve museet (sammen med alle de andre tosser, som havde løst billet den dag)

Da vi alle har været der før, magtede vi ikke rigtigt de mange indendørs samlinger - solen skinnede, blæsten kølede og vi ville nyder de smukke omgivelser! Jeg kan dog kun anbefale, at man tager sig tid til at se det hele, hvis det er første gang man er der!

Mirror mirror on the wall, who has the palest legs of them all!?

Vi bevægede os målrettet mod restauranten, hvor man har en helt vidunderlig udsigt, og vi havde nøje planlagt, at vi skulle sidde der og nyde livet med et glas vin i hånden... Planen måtte dog revideres, da de ikke sælger alkohol - vand er bare ikke det samme :(

Lykkeligvis var der dog wifi, så jeg kunne instagramme lidt (havde jo overtaget Spies Rejsers IG-konto (@spiesrejser)...

Maden var decideret trist, men over priced, så vi skubbede lidt anorektisk til den, og skyndte os at betale.

Til gengæld fandt vi en fin udkigspost, hvor vi kunne nyde den skønne udsigt

Efter en hurtig fotosession bevægede vi os mod udgangen (og mod et glas iskoldt vin andetsteds)

Nær indgangen/udgangen til området ligger der en smuk moske (i hvert fald ude fra)

Vi tog bagvejen rundt om Hagia Sofia, væk fra alle (de andre) turister

Min stedfar ledte an i jagten på den liflige, kølige vin og god udsigt

Og jeg må indrømme, at det gjorde han faktisk ganske udemærket...

Vi var smuttet op på Hotel Adamars tagterrasse (tag elevatoren op til restauranten og smut op ad trappen), hvor vi fluks bestilte en flaske kold hvidvin

Og der sad vi jo pænt godt

Vi fik ikke rigtigt lyst til at prøve maden der, da det ikke så så voldsomt godt ud...

Efter et stykke tid deroppe (rundt regnet 2 vinflaskers tid) kravlede vi ned igen og bevægede os ud i samfundet...
Og så smuttede vi hjem til hotellet, og vores egen tagterrasse!