Man gjorde en by fortræd

Weekendens tragiske begivenheder tog hårdt på mig. At nogen kan finde på at angribe min by og skyde uskyldige mennesker er mig en gåde. Nu er der gået et par dage, og jeg har efterhånden sundet mig. Nu var jeg ikke ude lørdag - jeg holdt mig indendøre for at se nyheder og så vidt muligt prøve at finde ud af hvad der var sket og skete.

København har altid været mit hjem, og Østerbro er min barndoms gader. Området ved Gunnar Nu Hansens Plads var der jeg gik til svømning, tennis, købte ind og besøgte gode venner af familien. Det var i fælledparken at vi legede. I Idrætsparken vi blev sendt hen til motionsdage. Og i skøjtehallen, der lå bagved B93, vi skøjtede.

Jeg har aldrig været utryg og bange i København - ikke sådan rigtigt. Jeg har måske været usikker på en situation, men decideret bange nej. Det er jeg heller ikke nu, men noget er ændret. Noget som ikke kan ændres tilbage. Hvor er 'ctrl+z'-funktionen i livet?

Lørdag gik jeg rundt med en klump i halsen. Søndag var klumpen der stadig, men den havde vokset sig større og jeg kom til at græde et par gange. Jeg følte et eller andet sted at jeg havde været udsat for et overgreb. At min by var blevet befamlet og voldtaget. Det var nok usikkerheden om hvad fremtiden ville bringe, der ramte mig.

Søndag eftermiddag tog jeg et langt varmt bad. Skyllede vreden og sorgen af mig. Begyndte på en frisk. Senere mødtes jeg med en veninde for at en gå en tur. Og selvom det var gråvejr har København aldrig været smukkere i mine øjne. Byen stod endnu - og selvfølgeligt gjorde den det. Der skal mere til end en idiot til for at ødelægge min fantastiske, smukke og vidunderlige by. Det var så vidunderligt at se, hvordan livet fortsatte rundt omkring.

Mandag aften var København samlet til en mindehøjtidelighed nede ved Gunnar Nu Hansens Plads. Det var en smuk aften (men hold nu op hvor var det koldt!), og det var smukt at se Københavnerne stå sammen og mindes.

Det jeg egentligt vil sige med det her indlæg er vel nok, at vi skal nyde hvert et øjeblik. At vi ikke skal være bange. At vi skal stå sammen. At vi ikke skal lade frygten bestemme over os. At vi skal elske - højt og meget. Nyd nu livet for det kan være så forbandet kort. Men vigtigst af alt er at min by, mit elskede København, er den samme. Der skal andet og mere til for at rykke på den gamle dame. Og heldigvis for det!