lørdag den 24. august 2013

Cottage og Sommerballet

Efter morgenmad med AK og lidt arbejde, havde jeg en anden aftale, som jeg også havde set frem til - måske lidt mere end den med AK, men det siger vi ikke til nogen, vel!?. Jeg skulle nemlig se sommerballet i Bellevue Teatret med mine forældre og "bedsteforældre". Grunden til at jeg glædede mig så meget var primært, at tvillingebrødrene Otto og Jiri Bubenicek skulle danse! Jeg har ikke set dem sammen på en scene i 7 år, dengang de begge dansede hos Neumeier i Hamburg, så det var enormt stort at skulle få den fornøjelse igen. At Hübbe og Kølpin også skulle danse sammen, gjorde bare det hele lidt bedre (tænk at det kunne blive bedre!).

Som en lille pige til juleaften havde jeg dullet mig op, og fundet mine spritnye Matthew Williamson bukser frem - sådan en aften fortjente nemlig nye bukser!
Men inden balletten skulle vi have noget at spise - og Den Gule Cottage (tjek deres hjemmeside her) ligger nærmest lige overfor, så den var et oplagt valg! I øvrigt har vi ikke spist der i evigheder, så det var også en mulighed for at prøve det af igen...
 Her er jeg sammen med min morfar
 Min mormor og stedfar
 Og min skønne og dejlige mor
Vi valgte at dele nogle snacks, og bestilte 3 gange "Et sæt salte snacks": kartoffel med rygeost, sprød brissel i syrlig gele, sprøde saltstænger, stegt maltrugbrød med friskost og mandler ristet af i Limfjordsporter - du kan ikke se sidstnævnte for den havde de åbenbart glemt at give os....
Brislerne var superlækre, men desværre tog den syrlige gele al smagen. Dog var min favorit friskosten, som jeg sagtens kunne have spist i spandevis!
Derudover havde vi også bestilt en omgang "Rillette af røget laks"
og "Pølser fra det danske land!
Desværre var en af pølserne med valnød, så den måtte jeg springe over. Men dem jeg smagte var super lækre!
Til hovedret valgte min mor og jeg "Poussin, majs og kanteraller"
Desværre havde de også glemt kantarellerne, men dem kom de hurtigt med da de blev gjort opmærksomme på det.
Poussinerne var super lækre, men desværre var det ene bryst på min tallerken (poussinens, ikke mit) lidt tørt. Kantarellerne og majsene var til gengæld virkeligt lækre, og det opvejede det tørre bryst!
Min stedfar og morfar fik "Makrel, rygeost og radise"
Mormor fik "Kæber fra gris, ribs, hasselnød og blomkål" - som jeg desværre ikke fik et billede af...
I stedet for dessert (de var nærmest alle med nødder), valgte vi at tage en ostetallerken - vistnok med danske oste. Og da jeg ikke spiser blåskimmelost, fik jeg 3 slags, hvor de andre fik 4. Og det var virkeligt gode oste!
Mætte og tilfredse gik vi hen til teateret
Balletten var noget af det bedste jeg nogensinde havde set! I første akt var det tvillingerne der dansede, og i anden akt var de Hübbe og Kølpin. Svævende på en balletsky tog vi toget hjem - og dermed sluttede en fantastisk aften!

fredag den 23. august 2013

Brunch date på Granola

I går havde jeg en date, som jeg havde set frem til længe! Det var med min smukke veninde AK! Vi mødtes på Granola, som ligger på Værnedamsvej (eller som vi kalder den, Værnemagervej). Granola er en lille café, der er meget populær på grund af måske især deres brunch, men også for den hyggelige retrostemning.

Efter den indledende snak og første kaffe, besluttede vi os for hvad vi skulle have at spise. AK valgte deres yoghurt med frugt og müsli
Jeg var mere grådig (og sulten), så jeg nuppede en croque monsieur og lidt frugt (man skal jo spise lidt sundt en gang i mellem)
Over maden fik så lige vendt verdensituationen - den slags skal jo gøre med jævne mellemrum - og så var det tid til endnu en kaffe (man kan ikke drikke for meget kaffe)...

Det var så skønt at se AK og få snakket igennem inden arbejdet og andre aftaler kaldte - men mere om det i morgen!

Maden er ret god og der er forholdsvis rimelige priser! Du kan spise alt fra morgenmad til aftensmad derinde - så tjek deres facebookside (for de har ikke en hjemmeside så vidt jeg ved) her!

onsdag den 21. august 2013

Guiltfree Spaghetti Bolo'

Mmm... Der er få ting som er bedre at sætte tænderne i end en omgang spaghetti med kødsovs, men det er ikke helt fantastisk for figuren. Så hvad gør man så? Man laver den da bare uden pasta! Og nej, det ødelægger ikke fornøjelsen for det smager ikke "sundt", det smager bare godt!
Jeg har længe gerne ville prøve at lave en spaghetti bolognese efter palæo-forskrifterne. Mest af alt fordi pasta er noget snavs for kroppen - misforstå mig ej, det kan være helt fantastisk, men det er proppet med tomme kalorier og giver en ubehagelig oppustet fornemmelse. Og efter en sommer med masser af hygge og rejser, så har jeg i hvert fald brug for at spise lidt sundere. Inspiration er hentet fra bl.a. bloggene The Londoner (Skinny Spaghetti) og Mikkel Bækgaards Madblog (Bolo med grønsager...), der begge har dejlige blogs og opskrifter, som jeg varmt kan anbefale! Men jeg har naturligvis sat mit eget præg på opskriften - jeg er ikke så god til at følge opskrifter til punkt og prikke...

Det er virkeligt nemt at lave, og det mætter helt absurd godt, så en portion kan holde længe (må vist lige afprøve det på mine drengevenner - de spiser lidt mere end absurd meget - for at se om det holder stik). Og når det først er lavet, så kan du lave aftensmad på 10 min. de andre dage!

Jeg vil tro, at der er mad til 4 meget sultne mennesker i den her portion:

Kødsovs:
- 1 pk hakket oksekød (400-500 g). Gerne med masser af fedtprocenter (de giver nemlig smag, og det mætter også!)
- 2 store løg, som du hakker groft.
- 1 stort fed hvidløg (eller 2-3 små).
- 150 g bacon (men gerne mere hvis du er glad for lidt gris)
- 3 store portobellosvampe (eller de svampe du nu end foretrækker eller har i køleren).
- 10 solmodne tomater (kan erstattes af 1 ds hakkede/flåede tomater), der er hakket groft.
- 1 stor ds tomatpuré (svarer ca. til 2 af de små).
Evt. gulerødder eller andre grønsager som man lige har ved hånden, men de "må" ikke indeholde stivelse.

Hak løgene og svampene groft (det giver en god struktur i retten) og hak hvidløget fint.
Skær baconet i tern og steg det sprødt i en gryde. Tag det fra og stil til side.
Steg derefter oksekødet i det tilbageblevne fedt. Hvis der ikke er nok fedt tilbage i gryden, så kan du supplere med lidt rapsolie. Tag det fra og stil til side.
Kom løgene og hvidløget i gryden og steg til det er gyldent - de må ikke blive brankede (det giver en dårlig smag). Dem tager du også fra og stiller til side.
Steg til sidst svampene, og her kan det bestemt være nødvendigt med ekstra fedtstof.
Når svampene er stegt møre, så kom løg, kød og bacon op i gryden - tilsæt tomater og puré. Spæd evt. op med lidt  vand (husk nu, det er bedre at tilsætte lidt ad gangen end at hælde for meget i første gang), så det hele kan koge igennem.

Sæt låg på og lad det simre i en halv time eller mere.
Smag til med salt og peber inden servering.


Grønsagspasta:
-  1 Hvidkål
-  1 Squash
- Salt
Andre grønsager kan også bruges, fx. porre, persillerod, gulerod og spidskål.

Snit hvidkålet fint, så du får nogle lange strimler, og kom det i en pande med lidt vand og salt - du kan evt. dampe det - og lad det simre under kogepunket indtil det er mørt, men stadig har bid. Hæld vandet fra.
Riv squashen på mandolinjernet i fine strimler. Du kan alternativt skære dem med kniv, du skal bare sørge for at skære det i nogenlunde lige store strimler.
Smid squashstrimlerne ned til kålen og kom lidt olie og salt på, og varm det op under omrøring, så det ikke bliver branket.
Når det er varmet igennem er det klar til servering.

Pynt:
- Revet parmesan eller anden god ost, fx. pecorino.
- Krydderurter

Kom en god omgang "spaghetti" i en skål eller dyb tallerken og smid et par skefulde lækker kødsovs oven på. Slut af med revet parmesan. Jeg dryssede med persille for lidt grønt til øjet, men basilikum, timian og andre krydderurter kan sagtens bruges.

Velbekomme!
Og er du ikke mæt efter første portion, så sker der ikke noget ved at spise mere....

Det her er helt sikkert ikke sidste gang jeg laver det her! Tidsmæssigt tog det mig ca. 1 time at lave det hele, men halvdelen af tiden stod sovsen bare og simrede, så det var kun 30 min. arbejde - lige til at overkomme, når jeg så har mad til flere dage...

Tips:
- Skal forbrændingen skydes i vejret, eller du bare er til spicy mad, kan du smide chili og/eller cayenne i.
- Hvis du ikke spiser bacon, kan du skifte den ud med (eller tilføje) indmad for at få en mere intensiv kødsmag.
- Jeg forestiller mig også, at man kan bruge skært kød til sovsen - både med eller i stedet for hakket oksekød.
- Hvis du ikke er palæo-fanatiker, så kan kødsovsen sagtens laves om til en chili con carne eller lignende.

torsdag den 8. august 2013

Mosel - day 10, slutningen på et eventyr

Er i klar over hvor vanskeligt det er at pakke 18 flasker vin i kufferter? Det er faktisk ikke særligt nemt! 
Nå, men det tog os det meste af morgenen at pakke og gøre klar til hjemturen. Efter det hoppede vi ind i bilen og kørte mod Rheinen!
Jeg havde fundet en lille by, Bacharach, der ligger ved vandet, og som vi ville ankomme til ved frokosttid. Byens navn lyder lige som et kortspil og den er noget så yndig!
Byen er stadigvæk omringet af en bymur, som man kan gå oppe på. Vi fandt lidt for hurtigt en restaurant, og satte os der. Normalt plejer vi at rekognoscere området for at sikre os, at vi ikke går glip af noget bedre. Men vi var sultne og trængte sådan til at få noget koldt at drikke. 
Det var ret fedt at de havde potteplanter langs terrassen med urter, krydderier og salater!
På trods af varmen var det en ret med svinemedaljoner i fløde- og svampesovs med ostepasta som vandt mit hjerte!
Portionen var kæmpe, og min mor og jeg troede derfor at vi skulle dele denne portion. Tjeneren grinede af vores naivitet! Det her var til en person. Inden da havde vi fået en kæmpe salat - bare sådan lige til at lægge bunden... 
Efter lidt læsning i menuen fandt vi ud af, at restauranten køres af en kendt tysk tv-kok, Andreas Stueber (aner ikke hvem han er), hvorfor stedet hedder Stueber's Restaurant. Og jeg kan kun anbefale at man smutter derhen og spiser, hvis man er i byen!
Efter den enorme frokost trillede vi lidt rundt i byen - eftersom det var søndag, så var alt lukket
Da byen var blevet udforsket, kørte vi videre til Weisbaden, der er en af Tysklands ældste spa-byer. Desværre var der ingen spa til os. Byen er enormt yndig, men i hede glemte vi at tage billeder af noget som helst. Tror det er en by, jeg gerne vil se en gang hvor tingene rent faktisk har åbent - og det måske lige er en tand køligere...

Da vi ankom til lufthavnen måtte vi igennem et mindre show, da de gamles kufferter var alt for tunge. Min mor fik besked på at fjerne 7 kg fra hendes kuffert - ikke nemt, når størstedelen af vægten er vinflasker.... Men det lykkedes og min stedfar fik fornøjelsen af at slæbe på hende ting!

Vi var kommet derud i forholdsvis god tid, og tænkte at vi lige så godt kunne bruge tiden på at spise. Efter grundig research fandt vi ud af, at der var en restaurant af samme mand som har Bullerei i Hamburg. Der måtte vi hen - til Hausmann's!
Jeg kastede mig over burgeren som smagte forrygende (fritterne var vel ok, men ikke ophidsende)!
Prøv lige at se hvor lækker-smækker den er!

Det var en helt fantastisk tur! Har du selv lyst til at tage derned, så sig lige til - det kan være, at jeg vil med!

tirsdag den 6. august 2013

Mosel - day 9, på opdagelse i Trier

Trier er en af Tysklands ældste byer - hvis ikke den ældste. Under romerriget var byen hovedstad for den galliske del af riget. I middelalderen var byen et magtfuldt bispesæde, og byen har været involveret i utallige krige - sidste gang var under 2. verdenskrig, hvorfor byen blev bombarderet. 

Grundet byens historie og historiske betydning er den fyldt med ruiner, museer og historiske bygninger som er mere eller mindre originale.

Vi er alle pænt glade for de gamle bygninger (og resterne efter dem) samt museer, så vores formiddag blev brugt på en tur gennem nogle af de vigtigste...

Vi startede med Rheinisches Landesmuseum, som er en af de vigtigste arkæologiske museer om Romerriget i Tyskland. De har en kæmpe samling, som strækker sig fra de tidligste bosættelser til langt op i middelalderen.

Bagefter tog vi ruinerne efter et af de romerske bade (kan ikke huske hvad det hedder)
Efter den kulturelle formiddag, trængte vi til lidt at spise. Og med gårsdagens events in mente, mente vi at det nok var nødvendigt med lidt research inden aftensmaden... Vi fandt to restauranter i guiden som skulle ligge side om side - den ene kunne vi spise til frokost på, og den anden til middag. 

Da vi nåede frem var den ene dog lukket, så vi Fik os et bord på Restaurant Bagatelle. Det er et lidt fancy sted, men det bliver en smule ufokuseret pga. den ene tjener, som var lidt 'dum-i-arbejde'. 

Som snack fik vi en kold suppe på agurk, som kølede dejligt i varmen. 
Mærkeligt nok havde jeg lyst til suppe, og bestilte en Bouillabaisse
Desværre var den alt for salt efter min smag - heldigvis har min stedfar en glimrende appetit, så den blev spist op!
Selvom stedet var ok, så havde vi alligevel ikke lyst til at spise der igen om aftenen.
Efter maden trængte vi til at komme hjem og slappe af inden aftenmaden. 
På vejen opdagede vi dette dejlige skilt!
Efter et kort lille hvil, var det endnu en gang tid til drinks
Da man ikke kan få drinks nok, så tog vi hen til Karstads sky lounge - Funky L.A. Sky Lounge
Jeg har min nye skjorte fra H&M (er ikke kommet til DK) på og solbriller fra Marc by Marc Jacobs (købt i LA til 120$ - link her).
Min stedfar sørgede for snacks og drikkelse
Udsigten deroppefra er helt fantastisk - her ses domkirken
Efter at have spist og drukket, mente vi, at det var på tide med noget rigtig mad. Vi havde spottet en lille cafe ved Domfreihof, men jeg har desværre glemt hvad den hedder. Her var det muligt at få tapas (igen)
Det tog ret lang tid før maden kom, men vi var blevet advaret på forhånd, for stedet var proppet. Heldigvis var maden værd at vente på, bordet alt for lille og tallerknerne for mange - lige som det skal være!

Udsigten var heller ikke helt dårlig....