Mosel - day 2, My Koblenz adventure

På dag 2 vågnede vi op til en skyfri himmel og denne dejlige udsigt over Rhinen og Koblenz.

Vi skyndte os naturligvis ned for at få morgenmad (tysk morgenmad er for det meste et overflødighedshorn af pølse, skinke og ost - yummi!), og til vores store glæde fandt vi et vaffeljern. At den største glæde var at lave vaflerne, ikke spise dem, er så en anden sag. Men glade var vi!

De serverede tilmed også riesling sekt (det er tyske bobler) til morgenmaden, så det skulle vida også prøve, da ingen af skulle køre.

Da angrebet på morgenmadsbuffeten var veloverstået smuttede vi ud i samfundet. For at komme til selve Koblenz skulle vi krydse Rhinen - enten til fods over en bro eller med denne lille båd. Da min stedfar er stærkt begejstret for både, valgte vi naturligvis den...

På den anden side (altså ovre i Koblenz) er der masser af ture op og ned af Rhinen og Mosel - lange såvel som korte. Vi kastede os i en af de kortere ture

Turen gik rundt om Deutches Eck (Det tyske hjørne), hvor Rhinen og Mosel møder hinanden. Her er der også et monument, men hvad jeg mener er en tysk kejser til hest.

Efter en lille time var turen forbi, og vi begyndte at gå på opdagelse. Her ser vi monumentet på Deutche Eck lidt tættere på

Lige rundt om hjørnet fandt vi et museum med moderne kunst (Ludwig Museum). Helt tilfældigt var der en Helmut Newton udstilling, så vi hoppede straks ind!

Museumsgården var også ret flot...

 

Videre på opdagelse (og lidt shopping i byen), som er fin inde i centrum, men som desværre er meget turistet på den virkeligt dårlige måde med ildelugtende klam mad og hæslige butikker. Og så nævner jeg ikke et ord om de mennesker som var der... ;)

Det eneste sted, hvor maden så nogenlunde tillokkende ud var på Winninger Weinstube på havneprominaden. Her fik vi forholdsvis hurtigt tilkæmpet os et bord udenfor. 

Og så skulle vi smage noget riesling. Her var det fra Weingut Rüdiger Kröber.

Weingut Rüdiger Kröber, Winninger Uhlen, Riesling Kabinett, Trocken (2012).

Den var vi pænt glade for!

Flammkuchen er en specialitet fra Alsace-regionen, men som også spises meget omkring Rhinen. Det er en art pizza, med en meget tynd bund og så noget creme fraiche og æg smurt udover. Den klassiske har fået tilsat et skud løg og speck (bacon)... Det er så absurd lækkert og er den perfekte snack!

Her er en variation som også var ret god - parmaskinke, parmesan, rucula og friske cherry tomater!

Og så lidt gris, der havde fået selskab af noget riesling...

Efter frokost stod den igen på lidt shopping, men inden da skulle vi ige køøles helt ned. Det gøres bedst med en espresso frappechino fra Starbucks. Heller ikke her kunne de stave...

 

Og på turen hem til båden fandt vi denne lille perle af en vinbutik!

Irelia Weinbutique - Firmungsstraße 35.

Tilbage på hotellet var det tid til en pedicure! Meget tiltrængt og virkeligt lækkert at få ordnet fusser efter en dag i varmen...

Her ses mine nye sko. Er faktisk pænt tilfreds med dem...

Stilleterne er fra Zara og kostede på udsalg 29 € (jeg kan desværre ikke finde et link til dem). Det kostede mine espadrilles fra ukendt lille mærke også...

På vores side af vandet ligger der en kæmpe borg fra begyndelsen af 1800-tallet, Ehrenbreitstein. Den er placeret højt oppe og der er en dejlig udsigt over byen. Så vi besluttede, at der skulle vi da spise aftensmad. Vi havde fundet et sted i guiden, men tænkte at der sikkert var bord, så ingen bordreservering. Vi besluttede også mindre klogt, at vi skulle gå op. Den dummeste af beslutningerne var, at jeg besluttede at jeg skulle have mine nye sko på...

Turen op var pænt hård, med mange trapper, stejle stier og bagende sol. Da vi endeligt fik kæmpet os derop, opdagede vi, at der var jazz festival. Og vi opdagede også, at den restaurant vi ville spise på, ikke fandtes. Vi var ikke heeeelt tilfredse med situationen, men min stedfar fandt hurtigt noget vin, og min mor og jeg blev straks i mildere humør...

 

Sko fra Zara, kjole fra Moss Copenhagen (Thea)

Aftensmad skulle vi jo have, og det eneste der var oppe på borgen så ikke lækkert ud - og der var også proppet med mennesker. Så vi måtte ned til byen igen. 

Vi havde ikke den store lyst til at gå ned (havde en anelse ondt i fødderne), og vi ville ikke spise på hotellet igen, så vi tog kabelbanen ned. Både min mor og jeg er en anelse bange for højder...

Der er altså meget højt ned!

 

Efter noget tid blev jeg modig..

Lykkeligvis kom vi helskindede ned!
Vi havde desværre ikke fundet andre restauranter som så tilnærmelsesvis gode ud, så vi spiste altså det samme sted som vi spiste frokost...

For at fejre vores overlevelse fra nærdødsoplevelsen fik vi et glas bobler!

Flere Flammkuchen...

Og så en svinekotelet med speck og løg på toppen samt mini rösti - det var virkeligt godt!