Mosel - day 5, flugt fra turisterne

Vi kunne ikke komme hurtigt nok ud af Cochem, og da vi havde kæmpet os forbi turisthorderne uden for vores hotel (det var også en turistattraktion) kørte vi i fuld fart ud af byen. Eller vi prøvede faktisk at finde op til byens borg, men det lykkedes os ikke, så vi kørte mod Calmont, der skulle være den stejleste skråning i området. 

Men først stoppede vi i Beilstein

Beilstein er en yndig lille by, men de mange skilte og hoteller viser tydeligt at der også er meget turistet. Vi var der tidligt, men da vi tog derfra var de første horder allerede ved at gøre deres indtog.

I Beilstein har de også en borg - eller også resterne af en borg... 

På vej hen mod bilen så vi et sted hvor man kunne få rieslingis - det måtte prøves!

Så gik turen videre til Calmont - eller nærmere byen Bremm. Calmont er kendt for at være den stjeleste skråning ved Mosel - og stjel, det er den!

Vi var egentligt taget til Bremm for at finde en bestemt vin, som vi altid får på Pony (restaurant i København). Indtil for nylig kendte vi den kun som vinen fra den stejleste skråning. Men de havde ikke tid, så vi fandt et andet sted... Du finder Franzen her, og de er simpelthen så søde og rare!

Her købte vi en lækker riesling fra 2011 (kan ikke huske de specifikke detaljer), som var så sprød og mineralsk, at jeg kunne leve af den for evigt. Men det kan jeg generelt med mange ting...

Efter vinindkøbet gik turen videre til endnu en borg. Denne gang var det Burg Arras, hvor man også kan overnatte. Der er meget pænt, men det ligger et stykke fra floden, og i varmen har man (eller det vil sige jeg) altså brug for at se på vandet!

Men et glas vin kunne jeg da lige klemme ned....

Og en lille og let frokost... Denne lette sommeranretning er hamburgerryg kogt sammen med kål og andre lækre grønsager. Og tro det eller ej, så gjorde det godt i varmen! Portionen var bare lige lidt for stor...

Det var ret fint at de havde deres friske krydderurter stående i gården

Efter at have klemt så meget kål og gris ned som muligt, smuttede vi til Traben-Trarbach. Byerne Traben-Trarbach er et turistmål, da de er kendt for deres jugendstil. Eller det er mest Traben, der er kendt for det. Men vi fandt desværre ikke så mange bygninger, så vi var tilbøjelige til at kalde det en turistfælde...
Men flot er banegården!

Bygningen i midten med det røde bindingsværk er vores hotel. Moselschloesschen Hotel på Traben-siden er helt nyrenoveret, og var super lækkert. Det eneste der var i vejen var, at der ikke var air-con (var ved at dø af varme)...

Og så gik vi ellers rundt i byen, der i øvrigt også led voldsomt af butiksdød... Men de små gader og gyderne var ret pæne

Middagen blev indtaget hos Weingut Caspari (link til hjemmeside finder du her). Man skal lige huske at have nok kontanter med, da man ikke kan betale med hverken visa eller mastercard (det er en generel tendens i Tyskland). Min stedfar måtte i hvert fald på en længere tur efter kontanter, og det var ikke et eventyr som gjorde ham glad...

Alt imens drak min mor og jeg bobler (kunne godt lide arbejdsfordelingen), og det var naturligvis stedets egen sekt...

Til forrettog vi en flammkuchen med feta, oliven og peberfrugt. Det var en ok fortolkning, men jeg må indrømme at jeg mere er til den klassiske udgave med gris...

Og noget tørret skinke, som smagte forrygende

Jeg vælger næsten altid bøf når jeg får muligheden for det, og denne gang var ingen undtagelse. Og smøret smagte så dejligt!

Til dessert valgte vi deres udgave af en sød flammkuchen, og da den havde æbler, creme fraiche og rosiner som topping var jeg glad! 

Den smagte så dejligt, og er helt sikkert noget jeg godt kunne finde på at forsøge at lave selv!

Efter maden trippede vi hjem til Traben, og satte os på vores lille terrasse med et lille glas vin og glædede os til næste dag og de nye eventyr vi skulle på. Mest af alt var vi bare glade for at der ikke var lige så mange turister som i Cochem...