onsdag den 30. januar 2013

Meyers nordiske køkken

Som jeg har skrevet mange gange herinde, så elsker vi at lave mad i min familie! Og vi ynder at bruge årstidens råvarer og købe så mange lokale produkter som muligt. Men nogle gange har man jo brug for at få lidt inspiration og lære et nyt trick eller to... Derfor besluttede vi piger at melde os til en madaften hos Meyers Madhus, hvor vi skulle lære lidt om det nye nordiske køkken. Og med vi, så mener jeg, min mor, søster og svigerinde. 

Jeg har tidligere deltaget i flere madkurser hos Meyers (Sovs, Pølsekursus og Franske Klassikere), og det har alle gange været ganske underholdende! Denne gang hed kurset Nordisk Køkken.
Jeg har valgt ikke at bringe opskrifterne, da de af gode grunde ikke er mine egne.

Man starter altid med en velkomst med lidt at drikke og spise, og hvor kokken præsenterer aftenens program. Og denne aften var en anelse ambitiøs med hele 5 serveringer!


Menu
Røget torskerogn med æbler i vinaigrette samt kartoffelblinis og hasselnødder (pga min allergi skiftede vi dem ud med mandler)

Pocheret æg på selleripure og porre samt brændt porretop, cremet vesterhavsost og karse

Lammeryg med jomfruhummer samt glaseret endive, syltede løg og jomfruhummervinaigrette skilt med persilleolie

Knækbrød med frø og kerner (til osten)

Jordskokkekage med karamelmousse, maltkiks og urtesukker

Dernæst præsenterer kokken de råvarer vi skal bruge og hvordan man behandler dem.
Men det var ikke kun os 4 der skulle lære noget. På kurserne er man normalt 16-18 stks, og man bliver så delt ind i hold.
Efter præsentationen gik vi i gang. Alle skulle lave og forberede alle retterne, så der kun skulle laves de sidste afsluttende manøvrer inden hver servering. For at nå det hele fordelte vi arbejdet mellem os - der var jo hele 5 retter!

Mor kastede sig over desserten (hendes OCD tog måske lidt overhånd)
Sabrina og jeg gik i gang med den æblevinaigrette og kartoffelblinis
Der var et ekstra par med på vores hold som havde ansvaret for lam og jomfruhummer
Men man hjælper jo hinanden på hold, så man gav naturligvis en hånd når man kunne
Min mor er ikke glad for desserter, og da slet ikke for at skulle lave dem, men hun overkom sine forbehold
Og fik meget ros af kokkene!
Maia havde ansvar for knækbrød, porrerne, selleripure og - sidst men ikke mindst - de pocherede æg. Eller dem var vi vist lidt fælles om! Ps mega sejt og blæret at lære det trick!
Og mens man laver mad serveres der masser af vin - og det er jo vigtigt at man ikke dehydrerer i det varme køkken! Sabrina og jeg er i gang med den cremede vesterhavsost
Så skulle første ret serveres! Og min OCD fik frie tøjler...
Maia var helt med på min vision
Røget torskerogn med æbler i vinaigrette samt kartoffelblinis og brændte mandler. 
Ta da!!!!! 
Det var en dejlig ret! Men også lidt tung. Desværre fik vi (vores gruppe) ikke lov til at lave toskerognen. Den kunne efter vores mening godt have været røget en del mere.


Så skulle anden ret gøres klar, og vi lod de gamle/voksne blive sammen med vinen. Maia og jeg er igen helt enige om hvordan det skal se ud (fornemmer man et kommende samarbejde her!?)
Pocheret æg på selleripure og porre samt brændt porretop, cremet vesterhavsost og karse
Igen en virkelig lækker ret, men det var ALT for tungt. Man skulle nok have brugt vagtelæg, da et helt æg og tilbehøret fylder godt op i maven. Så var allerede mæt efter denne ret, hvilket er problematisk når der er 3 mere...

Hovedretten - eller den 3 ret - stod parret som sagt for at lave. Og de fik også lov til at lave serveringen. 
Lammeryg med jomfruhummer samt glaseret endive, syltede løg og jomfruhummervinaigrette skilt med persilleolie - må indrømme at retten ikke fremstod med ret meget finesse... Og så er sagt pænt!
Maden smagte dejligt, men det visuelle var ikke i top, og jeg var prop mæt (kæmpe fejl fra min side, men jeg var altså syg). Derudover ville jeg også have holdt igen med jomfruhummervinaigretten, da den var meget markant, hvilket bevirkede at jeg næsten ikke kunne smage lammet.

Osten fik jeg ikke et billede af - ej heller Maias fine knækbrød. Var nok lidt mere fokuseret på desserten. 
Urtesukker
Denne gang var det mor som skulle gøre retten klar (hun havde trods alt lavet det hele). Men fordi hendes var så lækkert lavet var kokken meget interesseret i hvordan at hjælpe. Desværre lavede han portionen ALT for stor (vi er mere til små portioner)...
Jordskokkekage med karamelmousse, maltkiks og urtesukker
Det var en fantastisk hyggelig aften, og vi fik alle lært en ting eller to. Kurset varer fra 17-22.30 og koster 985 kr, men så er alle ingredienser og drikkevarer inkluderet. Og hvis man er som os, så kan man sagtens nå at spise/drikke pengene ind på de par timer... Jeg synes i hvert fald, at det er en dejlig måde at bruge en aften på!

Det værste er næsten, at man skal dele køkkenet med andre (er enebarn, så er ikke så god til det der med at dele - forstår ikke konceptet!), og at de andre (eller en del af dem) som oftest ikke er særligt dygtige. Der er i hvert fald meget stor forskel på folks evner i køkkenet, og ikke alle er lige gode til at tage hensyn til hinanden. En stor bonus er, at der er opvaskere på, så man slipper for at vaske op hele tiden, hvilket er en stor lettelse.

Hvis du selv skulle få lyst til at tage et kursus eller give det til en (kunne jo være at de trængte), så kan du finde alle informationer her. Men de bliver hurtigt udsolgt, så vær i god tid!

søndag den 27. januar 2013

Riesling- og sennepsglaseret kylling

Jeg elsker riesling! 
Hvis du følger min blog kommer dette ikke som noget decideret chok for dig. Men hvis du er ny, så lad mig kort sige, at denne skønne drik ofte bliver nævnt. For det meste fordi jeg drikker den, men nu er jeg også begyndt at spise den - og det tager man altså ikke skade af!

Den her ret er ret nem, men den tager lidt tid at lave - eller det er faktisk primært glacen som tager tid, og den kan laves på forhånd. Derfor har jeg også delt opskriften op i to. Opskriften er et mix af forskellige opskrifter, men har hentet inspiration i nogle amerikanske kogebøger, hvorfor nogle mål kan virker lidt mærkelige...
Navnet på retten er ret fancy, så jeg vil garantere, at alle vil blive vildt imponerede over retten - og så fortæller vi dem ikke, at den er ret nem at lave, vel!?

Riesling- og Sennepsglace
- 2 spsk smør
- 2 timiankviste
- 2 tsk timianblade
- 1 skalotteløg, finthakket (ca. 25 g)
- 2,5 dl god riesling (ikke for sød!)
- 1,2 dl grov sennep
- 1 spsk honning
- Salt og peber

Smelt smørret i en gryde sammen med løg og 2 timiankviste. Lad det simre i ca. 10 min, eller indtil løget er blødt, ved lav varm. Det skal røres rundt rimeligt ofte.
Tag af varmen og tilfør rieslingen. Det er også nu at du skænker dig selv et glas (det er bl.a. derfor, at det skal være en god flaske)! Lad det koge/simre indetil der er ca. 0,6 dl tilbage - ca. 8 min.
Fjern timiankvistene fra gryden og hæld væden i en en blender sammen med den grove sennep, honningen og timianbladene. Blend indtil det er blevet til en lind masse - smag til med salt og peber.
Stil glacen til side. Laver du den dagen før, kom den i køleskabet i en bøtte med låg på.

For at lave riesling- og sennepsmarineret kylling til 2 meget sultne eller 4 småt tærende skal du bruge:
- 2 poussiner (du kan også bruge 1 god kylling - men så skal stegetiden korrigeres).
- 4 fed hvidløg
- Glace
- Smør
- Timian
- Evt. lidt fløde (kan udelades)
- Salt og peber

Tænd ovnen på 180 grader (varmluft)

Først skal du rense poussinerne grundigt for indvolde. Det er super nemt at gøre med noget køkkenrulle eller lign., og nogle gange er der kun rester, men tjek altid for en sikkerhed skyld!
Fyld poussinerne med en klat smør, hvidløg, timian og salt og peber.
Varm en pande godt op med lidt smør, og når det er bruset af, kommer du poussinerne på og bruner dem på alle sider.
Når de små kræ er brunet godt og grundigt, kommer du dem i et fad (der kan kommes i ovnen). Smør dem ind i glace - brug kun lidt af gangen, for resten skal bruges som sovs! Kom dem i ovnen. 
Med jævne mellemrum (ca. hver 10-15 min) tjekker du til de små og hælder den glace der er røget ned i fadet op på dem. Du kan også tilføje lidt ekstra glace undervejs. Efter ca. 40 min burde de se sådan ud og være færdige. Men tjek altid efter! Jeg hældte en sjat fløde i fadet for at give sovsen lidt ekstra fedme, men det kan sagtens udelades!
Jeg serverede dem rygende varme og hele, men til ville unægteligt have set mere delikat ud, hvis jeg havde klippet dem op. Den resterende glace fungerer som sovs. 
Som tilbehør havde jeg lavet en mos af søde kartofler og en solbærkompot til. 
Det var alt for tung en ret, og en anden gang vil jeg nok lave flere ændringer, bla. at servere det i mindre portioner, med en salat til og/eller med noget sprødt til. Fx tror jeg, at den vil være god med ovnstegte sprøde jordskokker i andefedt...?

Som altid - eller næsten altid - har jeg lavet denne ret med poussiner i stedet for en hel kylling, men man kan sagtens bruge en hel kylling, vagtler eller andet. Tror også at kombinationen vil være god til en skinke... Og så kan man skifte alkoholen ud med andre - fx en Hoegaarden smager fantastisk over en kylling! Jeg tror jeg vil lave et kort indlæg om denne kombi en anden gang, for det smagte simpelthen så godt!

Hmm må vist i køkkenet og prøve dem af snart! 

tirsdag den 15. januar 2013

Insta Catch Up

Jeg har været virkelig dårlig til at få skrevet indlæg her på det sidste. Undskyld!

Til gengæld får I en masse billeder fra Instagram! Og så lover jeg, at der snart kommer nye opskrifter!

Husk nu at du kan følge mig på Instagram - det eneste du skal kunne er at stave til mit efternavn, hvilket utroligt nok kan være en udfordring for mange! Bare søg på meursgerken, så burde du finde mig på 2 sekunder :)