torsdag den 22. maj 2014

Pavlova med masser af frugt

Jeg må indrømme, at det her indlæg har været længe undervejs! Men heldigvis er det også en perfekt sommerdessert, så det gør vel ikke noget!?

Pavlova er syndigt god - især når man laver en skøn creme med masser af fløde og creme fraiche! Og så skal der bare riiiiiiigeligt med frugt på!
Desserten skal laves over to omgange. Lav helst pavlovaen dagen før, for at få den dejlig sej og lækker. Den kan dog godt laves samme dag, men start i god tid! Resten kan mikses sammen på ingen tid lige inden servering!

Pavlova:
3 æggehvider
200 g. sukker
Et par dråber citronsaft (eller edikke)
Creme:
1/4 l. fløde med 48 % fra Arla Unika (normal piskefløde kan naturligvis også bruges)
1/2 - 1 bøtte creme fraiche 48 % fra Arla Unika (en normal 38 % creme fraiche kan også bruges)
Evt. lidt citronsaft og lidt revet citronskal.
Pynt:
Frisk frugt - jeg brugte masser af bær og en god moden mango

Pisk æggehviderne godt op - de skal være ret stive i det, men ikke helt. Kom sukkeret i og pisk det helt stift. Det er her den ofte går galt for folk (mig selv inklusive) - af en eller anden grund bliver massen flydende, hvilket den ikke må. Den skal være stiv og sej, så den er til at arbejde med! Hvis den er flydende må du starte forfra (surt, I know!)
For at give den et lækkert og blankt udseende skal der lige tilsættes et par dråber citronsaft (edikke kan også bruges).

Tag en bageplade (den skal i øvrigt være kold) med bagepapir, og hæld massen ud og form det som en cirkel. Er massen rigtig bliver den "stående" - er den forkert, så flyder den ud.
Bag den ved 100 grader i omkring halvandentime. Sluk ovnen og lad den køle af med pavlovaen. Vær forsigtig når du tager den af bagepapiret, så den ikke sprækker eller går i stykker (sker det, er det ikke den store katastrofe for det kan lappes med cremen når du pynter). Pak den væk til dagen efter, eller hvornår du nu skal bruge den.

Nu til den anden del - og meget nemme del!

Pisk fløden til flødeskum
Vend forsigtigt creme fraiche i - smag til efterhånden! Jeg elsker smagen af creme fraiche, så jeg kommer meget i. Er du glad for syrlige desserter, så kom lidt citronsaft og revet citronskal i, for at give et skud syre. 
Kom cremen i en pose, så den er nemmere at styre når den skal på pavlovaen, og stil den på køl, så den kan samle sig.

Nu til det sjove! Kom pavlovaen på et fad og fordel cremen - husk der skal mest ind i midten, da det flyder lidt ud når du pynter!
En kunst jeg ikke helst mestrer selv...
Møg den til med masser af frisk frugt!
Så er den klar til servering
Desserten her er en evig crowd pleaser - men hvis du vil gøre den ekstra god, så kan du lave en kraftig bærsovs (kog nogle frosne bær heeeeelt ind og si det, lad det køle ned og hæld udover skønheden ovenfor).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar