torsdag den 19. maj 2016

Guacamole

Guacamole er en undervurderet spise, der er utroligt nem at lave og så utroligt velsmagende og nærende. For nylig har jeg genfundet lysten til guacamole, og der går ikke mange dage mellem jeg lige laver en kæmpe portion, som for det meste bliver fortæret med det samme... Af mig selv...


Der er nok lige så mange opskrifter på den bedste guacamole, som der er mennesker, og jeg bryder sikkert alle mulige skrevne og uskrevne regler med min opskrift, men den er til gengæld kommet til gennem mange års trial&error-forsøg og så er der smæk på smagen!

Alt du skal bruge er:

  • 2 modne avokadoer 
  • 2 store fed hvidløg (eller 3 hvis du er en hvidløgsgris som mig)
  • Saften fra 1/2 - 1 lime
  • 1/2 chili hakket fint og uden kerner - tjek lige hvor stærk den er inden du smider det hele i
  • Hakket koriander - brug gerne en kæmpe håndfuld, men gem lige lidt til pynt.
  • 1 tsk. creme fraiche (skyr og andet kan også bruges).
  • 4 finthakkede tomater (dattorino, blommetomater eller lign.)
  • Salt og peber
  • 2 tsk tørret chili til pynt
  • Lidt god olivenolie 

Kom avokadokødet i en skål og mos med en gaffel - jeg kan bedst lide min guacamode lidt grov, så jeg lader den "klumpe" lidt. Kom creme fraiche i.

Hak hvidløg og chili fint - gem evt. lidt af det og smag til senere om der skal mere i (og det er jo som bekendt noget nemmere at komme mere i, en at tage det ud når det først er blandet sammen).

Hak korianderen - tag et par blade fra til pynt. Husk også at hakke stænglerne, som der også er masser af smag i!

Pres limesaften og kom i - start med 1/2 lime og kom evt. mere på, hvis du ligesom jeg, godt kan lide den er lidt syrlig.

Hak tomaterne fint og bland det hele godt sammen.

Smag til med salt og peber.

Kom det i en skål eller på et fad (den er også så meget nemmere at slikke ren - har jeg hørt), hæld en god slat olivenolie og lidt limesaft over, drys chiliflager, salt og koriander på.

Server sammen med nachos, gulerødder eller til noget helt tredje! Det passer også umanerligt godt som tilbehør til fx grillet kylling...





1 kommentar: