lørdag den 9. april 2016

Hangover cure...

Hvem kender ikke til at have tømmermænd og de tilhørende tømmermændscravings? Jeg spiser normalt aldrig chips - ikke af sundhedsmæssige årsager, men bare fordi de ikke siger mig noget - men når tømmermændende står for døren, så vækkes en enorm trang til nachos i mig. 

Og så er det jeg tænker, at jeg ikke kan være den eneste (jeg ved I er flere derude!), så nu deler jeg min opskrift på den ultimative gang grissede nachos med hele svineriert, som kan laves med selv de værste tømmermænd (eller i hvert fald den udgave, der tillader at man kravler ud af sengen for at hente mad). Du skal bare huske at købe ind dagen før, så du har det hele klar til at blive lavet - og så springe let og elefant over gærdet, der hvor det er lidt lavere end normalt...


Opskriften er til en 1 pers., for jeg deler ikke min tømmermændsmad med nogen (de skal godt nok være meget specielle før det sker!)

Nachos med grillet ost hele svineriet
  • 1 pose gode salte nachos
  • 1 glas god stærk salsa. Tag den stærke, så du sveder giftstofferne ud og får drukket mere væske. (Har de kun børneversionen, så pimp den med en god portion cayennepeber!)
  • 48% creme fraiche fra Arla Unika (det smager bare bedre end det der tynde møg)
  • Jalapeños
  • 2 gigantiske håndfulde ost (det er ikke her, der skal spares!)
  • Koriander. Masser!
Hjemmerørt guacamole
  • 2 avokados
  • 2-4 store fed hvidløg (det kommer vist lidt an på smag og behag)
  • Masser af koriander hakket groft
  • 6-8 datterino tomater hakket
  • Chiliflager
  • Salt og peber
  • Limejuice (mængden kommer an på hvor sur du vil have den)

Tænd ovnen på 180 grader (varmluft).

Start med at røre guacamolen, da den ikke tager skade af at stå og trække lidt - og nok er det sværeste i en let postfordrukken tilstand.
Rør avokadoerne sammen i en skål med en ske - du må godt mose den en lille smule, men den bliver altså bedst hvis den er lidt grov.
Hak hvidløget, tomater og koriander og kom det i skålen sammen med lidt limejuice.
Smag til med salt, peber og evt. yderligere limejuice.
Pynt med koriander og chiliflager, og stil til side mens du laver det andet.



Nu kommer du til den nemme del!

Riv osten - the more the merrier.
Kom nachos i et fad og fordel osten - også gerne mellem de enkelte chips, så du får flere lag med smeltet ost.


Smid det i ovnen i ca. 10 min, eller indtil osten er smeltet. Jeg gav mine for lang tid - havde trods alt tømmermænd.

Mens det er i ovnen kan du forberede de sidste ting. Er det meget slemt med hovedet, så smider du bare bøtter og glas direkte på bordet, men ellers kan du lige smide det i skåle og evt. lige smage salsaen til og pynte med lidt chiliflager og koriander.
Skær jalapeños i mundrette stykker og kom i en skål





Tag nachos ud af ovnen og server til en dårlig action film!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar