På trods af den overraskende gode mad, så ville vi meget gerne væk fra Granville tidligt! Så vi tog den kløgtige beslutning, at vi da kunne stå dejligt tidligt op (igen) og køre østpå - ja, vi havde solen i øjnene hele vejen, men skidt pyt!
Første destination var kobberbyen, Villedieu les Poêles, som vi kom ind ad gennem små snoede veje, for lige pludseligt at åbne op ved en yndig kirke, hvor der var ved at blive stillet op til marked. Lucky us! Vi parkerede den lille sorte på den sidste plads og skyndte os hen for at se hvad de forskellige boder tilbød
Og mens vi gik og sukkede efter alle de lækre madvarer, begyndte solen lige så stille at varme byen op.
Mange af boderne var lokale producenter med de lækreste varer
Vi fandt også en bod med calvados, cidre og pommeau (en meget sødlig drik, der minder lidt om en sødlig portvin)
Og da den venlige mand tilbød os at smage på hans calvados, kunne vi ikke sige nej - calvadossmagning kl. 10 om morgenen er helt ok med mig!
De smagte så skønt! Og jeg endte også med at købe en af hans 30 års calva'er - den glæder jeg mig allerede til at servere.
Opslugt af tanken om, at jeg altså måtte have noget af al den lækre mad med mig, fandt vi heldigvis en bod med de lækreste små jordbær - sorten hedder anaïs, og er noget af det bedste jeg har smagt! Må finde en plante så jeg kan have dem i Krogen...
Deres tomater så også virkeligt lækre ud
Da det jo var kobberet vi var kommet for at se - markedet var jo bare en dejlig overraskelse - begyndte vi at lede efter kobber-butikkerne. Og de lå som perler på en snor.
Skal jeg nogensinde have kobberpander og -gryder, så skal jeg købe dem her! De var så smukke!
Overalt var der små passager, hvor lyset lyste i den anden ende - helt eventyrligt!
Og kaniner
Da vi havde gået rundt i en times tid, var det ved at være tid til at komme videre - vi var jo langt fra færdige med at køre. Men inden da kunne vi da lige klemme en lille ost ned i tasken
Lige så stille begyndte vi at bevæge os mod invasionsstrandene på nordkysten. På vejen så vi denne lille "Garage" - findes der noget mere fransk end det her?
Vores lille fine bil gør sig til i solen... Vi døbte ham i øvrigt Henry!
Og så var det bare om at køre derudaf - og spise de lækreste jordbær!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar