søndag den 12. oktober 2014

Invasionsstrandene, Normandiet

Ude i vandet i Arromanches-Les-Bains ser man store massive betonkonstruktioner. Nogle af dem er også helt inde på land. De fleste er omgivet af amerikanske turister i overlevelses outfit (militærbukser - grøn eller camouflage - tilsat ørkenstøvler t-shirt.). 

"As we have no harbor at our disposal, we shall bring ours"
(Lord Mountbatten)

Det er vist kun englændere, der kan finde på at tage deres egen havn med når de skal erobre et land. Jeg synes i hvert fald, at der er noget ufatteligt engelsk over det. Og mega fedt!
Forklaringen på de store betonkonstruktioner finder man i citatet ovenfor, for under D-Dag havde englænderne (og amerikanerne, men deres gik i udu) deres egen havn med. De havde indset, at det tysken forsvarede havnene for godt. Deres løsning på det problem var at medbringe en havn - en såkaldt Mulberry-havn - der kunne bevæge sig, så den fulgte med tidevandet, bølgerne og hvad ved jeg, og som kunne gøre det muligt for de allierede at få alt deres udstyr i land, så tysken kunne få tæv (groft sagt)

Invasionsstrandene ligger på nord(-ish)kysten og strækker sig fra Carentan til Cobourg, og fik eksotiske navne som Utah, Omaha, Sword og Juno (med flere), hvor de allierede gik i land under Operation Overlord. Arromanches ligger ved Gold Beach, hvor de briterne hoppede i land.
Vi ankom omkring frokosttid og kunne huritgt se, at det meste var meget turistet. Valget faldt derfor på den restaurant, der havde den bedste udsigt - La Marine.
Vi ankom heldigvis lige før det store frokostrykind, så vi fik nogle skønne pladser i solen, hvor vi kunne underholde os med at kigge på de andre (så slap vi da for at tale sådan rigtigt med hinanden). Og der var meget at kigge på - og finde på historier om!
Jeg skulle naturligvis have østers fra området - fydaføj de var fantastiske!
Min mor var mere til jomfruhummer
Til hovedret var hun så snedig at vælge noget med nødder, men jeg kan ærligt talt ikke huske hvad det er (det er jo ved at være noget tid siden)
Jeg kunne ikke modstå fristelsen, så jeg fik mig en tartar.
Desværre var den ikke særligt spændende - ikke at den var decideret dårlig, men den smagte bare ikke så godt som jeg havde håbet og forventet.

Men så er det jo heldigt at vi lige kunne hapse en ostetallerken (altså efter jeg havde fået en ny tallerken uden nødder)
Efter vi havde fundet på historier om alle de andre gæster på restauranten (der var nok at tage fat på!), var det tid til at gå på museum, og se deres udstilling om invasionen. Her var det ret tydeligt, at Danmark først nu bliver regnet for at være en del af de allieredes landgang, og der var et lille skilt lige under Norges. Men museet var ganske fint (link her) - altså lige bortset fra horden af amerikanske turister, som bare fylder virkeligt, virkeligt meget. Og ikke kun fysisk...

Vi skulle hen til Omaha Beach - her gik amerikanerne i land - hvor det var lykkedes os at finde overnatning. Men først skulle jeg se den amerikanske kirkegård i nærheden af Colleville Sur Mer, hvor de faldne fra landgangen ligger begravet.

Jeg havde inden vi ankom erklæret, at selvom jeg var taknemmelig for deres indsats og det de gjorde for os, som samfund og som mennesker, så kunne jeg ikke græde over det (min mor havde fortalt, at hun og min far havde grædt da de besøgte stedet for mange år siden). Jeg kom ganske vist ikke til at græde, men jeg var nu tæt på (jeg er sgu også sådan et tudefjæs), og jeg var meget rørt. Måske især fordi der står kors efter kors efter kors i hvad der virker som uendelige rækker. Og så ser man lige en frisk blomst ligge ved et kors - lige der opfatter man, at der er efterladte, at de mennesker efterlod sig familier. Måske bare, at det var rigtige mennesker, og ikke bare noget man havde set på film...
Min OCD blev naturligvis også glad for, at de stod så smukt.
Det amerikanske flag var naturligvis hængt op - og stedet er meget amerikansk (til grænsen af følelsesporno), men lige netop denne gang tilgiver jeg dem det.
Som sagt er det et meget amerikansk sted, og de spiller naturligvis deres national sang - og et eller andet klokkespil bagefter (meget mærkeligt). Mange af de amerikanske turister stod stolte med hånden på hjertet, og opførte sig ærligt talt som var det dem personligt, som havde befriet europa. Måske er det bare mig, men måske de burde køre en god omgang selvransagelse og spise et stykke af det de selv kalder for humble pie. Det ville være klædeligt.

Nu får jeg det måske til at lyde en anelse negativt, og det er det bestemt ikke ment som (altså udover hentydningen til turisterne). Stedet er meget smukt, og jeg tror alle ville have godt af at komme derhen og få lidt af et historisk wake up call...

Efter kirkegården kørte vi længere mod vest langs Omaha og hen til Vierville, hvor vi skulle overnatte på Hotel du Casino
Og for første gang var vi fysisk nede på en af invasionsstrandende med fødderne plantet solidt i historien
Selv min mor trippede ud i det kolde vand
Med våde og sandede fødder hoppede vi op på terrassen for at nyde den sidste sol og lidt vino
Det var ikke just ford vinen gav os de store forhåbninger for hvordan aftenens måltid ville være, men vi var ikke helt forberedt på hvor kønsløst det ville være.
De startede ellers godt med en hilsen fra køkkenet - en blomkålssuppe (tror jeg)
Fois gras'en havde de (næsten) ikke kunne ødelægge. Jeg er især vild med purløgspynten
Hovedretten var forsaltet lammeskank med risotto. Med pind og purløgspynt
Kødet var sådan set fint nok, men den der "risotto" var horribel! Det var mere en meget vandet risgrød end risotto

Heldigvis havde de nogle virkeligt gode oste!
Og en helt fantastisk calvados fra en af de lokale producenter. I skrivende stund har jeg naturligvis glemt hvad stedet hed, men det smagte virkeligt godt!

Selv sukkeret kom i en retroservering
Mætte - og småfnisende - trillede vi i seng, for morgenmaden havde vi ikke tænkt os ar blive for at prøve...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar