mandag den 24. august 2015

Kødbyens nye slagter

Kødbyen boomer af forandring og nye lækre spisesteder, og det kan være virkeligt vanskeligt at følge med, for der popper nye restauranter, barer og what not op i tide og utide derude.

For ikke så længe siden åbnede Fleisch lige ved siden af Paté Paté. Fleisch er et voksen-kinderæg med deres 3-i-1 koncept; de er slagter, restaurant og cocktailbar (hvad mere kan man ønske sig i denne verden?).
Mine forældre havde sat mig og parret fra Lunden (min fætter og hans ven/roomie) stævne på en højhellig søndag. Heldigvis kunne jeg lynhurtigt bestille en drink, og derved rejse med ved det træ jeg var faldet ved dagen før, jeg havde været til en venindes polterabend.
Min var Tommy's Margarita ^

Min mor valgte en Kaffe Negroni
De andre var kedeligere og valgte den klassiske GT. Heldigvis var alle stærkt tilfredse med deres valg!

Mens vi ventede på maden nød jeg synet af indretningen
Der kom ret hurtigt lidt brød på bordet, som de stakkels små sulte drenge kastede sig over lynhurtigt
Min fætter Magnus ^

Marcos
Min stedfar er den mere seriøse type (i hvert fald når der hældes vin op)
Da drengene var noget så sultne, havde vi besluttet os for at tage en af hver alle forretterne (de kalder dem "det er så hyggeligt at dele").

Dorade, aoili og grillet citron
Den ser måske en anelse drabelig ud, men den smagte helt vildt godt!

Croquettes af gris med tartarsauce
Det var en lidt fed ret, som det mandlige selskab var lidt gladere for end det kvindelige.

Rødbedecarpaccio, jerseymælk og valnødder
Den smagte jeg af gode grunde ikke, men især min stedfar var stærkt tilfreds med den!

Terrin af grisefod, skank og kalvetunge
Hertil var der blomkål og løg samt det jeg erindrer som en rygeost (?)

Tartar af økologisk okseinderlår med kartoffelchips
Denne kød- og tartarelsker var stærkt tilfreds med tartaren, der var ret grov i det!

Salat med andehjerter, fois gras og duelår
Her var der ribs og nødder til. Især det sidste havde været lækkert at få at vide på forhånd, da jeg jo ikke kan tåle nødder. Da det blev påpeget (igen) var de dog så søde at lave en ny portion til mig - det var drengene også stærkt tilfredse med, da de også fik lov til at hapse fra den...
Samme ret - nu uden nødder ^
Retten var i øvrigt meget lækker, omend jeg synes, der måske var lige lovligt meget fois gras - det gav en lidt fad smag.

Ravioli, spinat, gedeost og salvie
Her var der også pinjekerner til. De var virkeligt lækre og sovsen (smør?) var meget lækker!

Lammecurry-hapsere
Igen var der nødder på retten, så den fik vi dem også til at lave en ny omgang af.

Så var der en lille pause i de små retter
Hvor vi havde delt de mindre retter, valgte vi hver vores større ret.

Utroligt nok gik drengene benhårdt efter kød med kød på - bøf af krogmodnet højreb (300 g), 2 x løg og mrv-sauce. Hertil cremekartofler med Karl Johan-svampe
Nu fik jeg desværre ikke smagt den, men i og med, at de blev meget stille lige så snart maden var serveret, og de først begyndte at tale igen, da tallerknen var slikket ren, så tror jeg godt, jeg kan vove den påstand, at de kunne lide det...

Vi andre var "ofre" for brisselpligten (pligten der aldrig bliver sur), så vi havde valgt "brisselschnitzel", ærter, Vesterbro Bacon og benfri sild
Som I måske kan ane, så var der også lidt ærtemos nedenunder. Brislerne var tilberedt perfekt, og det var skønt at prøve en anden udgave end den man oftest får serveret. Jeg synes personligt, at retten manglede noget syre til at opveje alt det fede og ferske i retten. Og så var jeg ikke så vild med de benfri sild (men det står for egen regning).

Min fætter kunne naturligvis snildt klemme en lille kage ned. Desværre kan jeg ikke helt huske hvad kagen hed, men ud fra billedet vil jeg mene, at det er noget chokoladetærte af en art med creme fraiche og sommerbær til
Vi andre bestilte oste til deling. Og igen havde køkkenet glemt at der ikke måtte være nødder på maden. Jeg fik en ny tallerken efter ret lang tid, og efter jeg påpegede at brødet på fadet (med nødder) heller ikke lige var noget jeg ville kaste mig over, fik jeg også en ny portion af det
Ostene var i øvrigt rigtigt lækre!

Jeg vil gerne anbefale Fleisch, da jeg både synes konceptet er genialt og maden er god. Desværre er det et rigtigt stort problem, at betjeningen og køkkenet ikke udviser forståelse for allergier. Det var især ved osten at det var problematisk - tjeneren forstod ganske enkelt ikke, at jeg ikke kan spise noget, der deler tallerken med nødder. Jeg måtte fortælle tjenerne det flere gange, og selv der glemte de det. Generelt halter det lidt på den front - altså betjeningen. For selvom de er søde og venlige, så var det tydeligt at de ikke havde noget overblik. Jeg håber og tror, at det er fordi de er så forholdsvis nyåbnede, og jeg vil helt bestemt give dem en chance mere (og krydse fingre for at de denne gang vil huske min allergi allerede første gang de får det at vide)!

Hvis du kunne have lyst til at tjekke Fleisch ud, så er er deres hjemmeside her!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar