fredag den 21. februar 2014

Ungt selskab i Krogen

Sidste weekend havde de gamle ungt selskab i Krogen - nærmere bestemt mors studiekammerater fra kinesisk (ja, min mor studerer kinesisk). De kommer i par - Jeppe havde den søde Helle med, og Nicoline havde Morten med (som sådan set også har læst med mor). 

Mor, Nessie og jeg kørte derop fredag formiddag, da jeg havde taget en fridag - trængte til at komme væk, efter vi havde rippet Torvehallerne for alt der var godt (mest Arla Unika).

Solen skinnede fra en (næsten) skyfri himmel
Der er altså pænt på sådan en solskinsdag!
Nessie patruljerer
Vi havde også lige været forbi Meyers på vejen derop. Vi havde bare ikke lige fået spist fastelavnsbollen i bilen, så den nød vi udenfor i solen med en kop kaffe
Nessie var MEGET interesseret i hvad det mon var
På et tidspunkt syntes min mor at det var synd for Nessie at hun ikke var pakket ind (læs: Nessie skulle varme min mor), så hun kom også op og sidde med tæppet
Solen begyndte langsomt at forsvinde bag træerne
Efter en lille time kunne vi ikke klare at sidde ude længere, så vi gik ind for at pakke den nye støvsuger ud af æsken - Nessie hjalp naturligvis!
I løbet af aftenen kom min stedfar, og så skulle der ses film! Nessie syntes at Skyfall var helt vildt spændende - det er i øvrigt mit vinglas, ikke Nessies...
Lørdag gik med indkøb, madlavning, velkomst af gæsterne, frokost, oprydning og så tilbage til madlavningen. Egentligt skulle vi have "test"drukket en vin til min stedfars fødselsdag, men da den smagte af sure tæer kombineret med Ribena, så droppede vi ligesom den tanke. I stedet stillede min stedfar de andre muligheder op. Man skal nemlig ikke gå ned på vinen!
Lad os bare sige det på den måde - vi tørstede ikke!
Til dessert havde mor og jeg lavet hele 2 pavlovaer (opskrift kommer snart!)
Snakken gik livligt resten af aftenen (og natten). Næste dag kunne vi så stå op til et helt vidunderligt vejr. Så alle blev tvunget i det varme tøj, og så skulle vi nyde vores kæmpe strand
Vandet så simpelthen så lækkert og blødt ud - hvis ikke det var fordi jeg vidste at det var iskoldt, så havde jeg næsten lyst til at hoppe i
Senere på dagen smuttede de unge hjem, vi gjorde rent og måtte så selv vende snuden hjemad. Vi tog den lange tur over Munkholmbroen, hvor der var det mest smukke lys
Det var den dejligste weekend i lang tid, og det viste sig at være lige det jeg havde brug for. Så småt kan jeg mærke at energien kommer tilbage - ganske vist i meget små bidder og med lange mellemrum. Men hvordan kan man være trist når man er omgivet af så smuk natur og så dejlige mennesker?

torsdag den 20. februar 2014

Copenhagen Dining Week

I sidste uge var det vinterferie for mange, og traditionelt set ligger restauranterne øde henne i den uge. Derfor blev der for nogle år tilbage taget initiativ til at lave Copenhagen Dining Week - man betaler 200 kr. for en af restauranten på forhånd fastlagt menu. Og det er både til frokost og aften (selvfølgeligt kun på de restauranter der normalt holder åbent der), og de sidste år er der kommet mange spændende restauranter til. Desværre var vi lidt sent ude, så det var mere udelukkelsesmetoden, der afgjorde hvor vi skulle hen frem for den absurde liste min mor og jeg havde lavet.

Tirsdag aften skulle vi til fællesspisning Hos Fischer (i mit hood) og torsdag stod den på frokost på Lumskebugten.

Jeg har aldrig været på Hos Fischer før, men har kun hørt godt om den fra venner, så jeg var meget spændt! Konceptet var her lidt anderledes end hos de andre restauranter - her fik man 4 retter og vin ad libitum for 525 kr., og sad ved et langbord sammen med flere andre. Billederne er ikke super skarpe, da der var meget dunkel belysning derinde....
Først fik vi lidt antipasti (i store mængder) med 'Skinke fra San Daniele og mozzarella di buffala', 'Vitello tonato', 'Torske brandade med urter' og Grillede peberfrugter med mandler og parmesan'.
Mine favoritter var skinke/mozzerella og vitello tonato. De andre retter var lige en anelse for køleskabskolde, men smagte sådan set fint!

Derefter fik vi som Primi 'Ravioli med ricotta og peber i tomat sauce'
Helt sikkert aftenens bedste ret - og igen blev den serveret i rigelige mængder!
Aftenen hovedret var 'Kalvetyndsteg med mos/trøfler og fennikel appelsin salat', og det var ikke spændende!
Kartoffelmosen smagte ikke af noget (ikke engang af smør), og da slet ikke af trøfler! Men salaten smagte faktisk dejligt!

Til dessert fik vi 'Tiramisu' - igen i en lidt kedelig udgave. Hvilket er ærgerligt for jeg elsker en god tiramisu.
De vine der blev serveret smagte helt fantastisk - og der var mange (virkeligt mange) af dem! På intet tidspunkt sad vi uden vin, hvilket er et kæmpe plus i min bog!
Jeg går ud fra at meningen med at sidde ved et langbord var at man skulle møde nye mennesker. Desværre sad vi ved siden af et meget forelsket par, der ikke var spor interesseret i at snakke med andre, så det fik vi ikke meget ud af. Heldigvis kunne vi sagtens finde på ting at snakke om...

Jeg tror at jeg gerne vil prøve Hos Fischer en anden gang, for selvom maden var lidt trist, så virkede det som om at køkkenet kunne præstere bedre end det gjorde den aften. Og så var betjeningen helt fantastisk!

Torsdag stod den på frokost på Lumskebugten. Jeg smuttede tidligt fra arbejde, og gik gennem et af de smukkeste område i København K - Sankt Annæ Plads, Amalienborg og ned til Gefion Springvandet, hvor restauranten ligger lige ved. Her ses bagsiden af min gamle børnehave og kirke, Garnisionskirkens menighedsbørnehave
Vi har tidligere spist på Lumskebugten, da vi skulle fejre min kusines fødselsdag længe siden (se indlægget her). Den gang var det virkeligt godt, så vi havde høje forventninger til hvad de havde fået ud af de få penge som det jo kostede. Vi blev skuffede - men lad mig starte fra begyndelsen.
Første ret var 'Torskefamilien fra hoved til hale med vinter tilbehør'. Eller sagt på en anden måde - torsk og kartoffelmos .
Der blev serveret en ikke særligt køn tallerken med kold torsk - som var tilberedt til perfektion - og den der kartoffelmos var heller ikke noget at råbe op om. Men der var godt nok meget af det! Jeg var fornuftig nok til at køre lidt anorektisk rundt i mosen efter torsken var spist - ellers havde jeg ikke haft appetit til resten!

Til hovedret fik vi ' Let spicy glaseret revselsben, kål og løgurter med østerlandsk marinade'





Denne gang fik vi serveret en varm(-ish) ret. Grissebassen smagte dejligt, men til gengæld var grønsagerne blevet slået ihjel på bestialsk vis - blomkålen var lige så udkogt som den man finder på en sløv provinskro eller på et plejehjem.

Indtil videre var vi ikke imponerede. Og de gamle er bestemt ikke dessertmennesker, så de var ikke så glade ved at skulle have sådan en også. Men! De - og jeg - blev glædeligt overrasket!
Vi fik 'Clafoutis med cacaosorbet'

Det smagte simpelthen så godt! Alle tallerkner blev slikket rene!
Efter et toiletbesøg kom min mor fnisende tilbage til bordet - jeg måtte og skulle gå derud MED mit kamera! Og sikke en dekoration de havde derude...
Storfnisende gik vi restauranten, der næsten udelukkende havde skuffet fælt. 

Der har i madbloggerkredse været diskuteret livligt om den her slags tiltag er gode eller ødelæggende for restauranterne. Tidligere var jeg af den opfattelse, at det er en god måde at afprøve spændende restauranter for en billig penge - man skulle bare huske at det naturligvis ikke ville blive samme standard som hvis man betalte fuld pris. Desværre lader det til at restauranter går mere op i kvantitet frem for kvalitet, så det her var første og sidste gang jeg benyttede mig af Copenhagen Dining Week. 
Jeg synes stadig, at konceptet er godt, men restauranterne bliver nødt til at gøre mere ud af maden (og jeg ved godt at man er meget begrænset for 200 kr) og smagen før jeg gider at gøre det igen.

Min mor og jeg besluttede at gå hjem til mig, så jeg kunne pakke til sommerhusturen. Turen gennem langelinie har vi taget 1000 gange da jeg var barn, men jeg fortrylles stadig over den hver gang.
Her er den Engelske Kirke
Gefion Springvandet
Mener at det er en Dronning Marie som har hovedet udstillet her
Pakhusene på den anden side af havnen
Det tætteste vi kommer på Bastille pladsen og Siegessäule (Guld Else) i Danmark
Trekroner
Broen over Østerport har ændret sig en del gange siden jeg var barn. Men udsigten er fantastisk på sådan en solskinsdag


Trygge og hjemme på Vesterbro ventede Nessie og hendes hest Flicka
Prøvede at arbejde lidt - gik ikke så godt (blev presset ud af sofaen)
Og så var der en som ville have min fulde opmærksomhed