torsdag den 1. marts 2012

Nærmest forår

I dag er det officielt forår, men i den sidste uges tid har der været forår i luften - og det er blevet fejret! En gåtur rundt om søerne i solskin og aftenhygge ved søerne i godt selskab (ja, jeg tilbringer en hel del tid ved søerne) er efter min mening nogle rigtigt gode bud på hvorledes foråret kan fejres.

Jeg går ofte ture med min veninde Pernille og den dag var jeg så heldig at have Nessie som gjorde os selskab...
Nessie er en lille livsnyder - her får vi et lille hvil og nyder at det nærmest er forår


Ipodstation, rosevin, chokolade og stearinlys (og en del tæpper), mere skal der ikke til - og det var så hyggeligt!

tirsdag den 28. februar 2012

New Shoes!

Jeg har længe været på udkig efter et par nye sorte stilletter (de andre har aftjent deres værnepligt), men det har været virkeligt svært at finde det rette par - de fleste af dem er 12-14 cm høje (har jeg ligesom ikke brug for med mine 183 cm), og så har det været nærmest umuligt at finde et par i læder, som ikke kostede en formue...

Men men men nu fandt jeg omsider det helt rigtige par! De er fra See by Chloé (1799 kr i Notabene), og jeg elsker dem allerede!!!!







See by Chloé i Notabene

mandag den 27. februar 2012

Chokolade fondant

Jeg elsker chokolade - den mørke og bitre - og kan stort set altid klemme lidt ned. Denne kage er super nem at lave og tager ikke meget mere end 15-20 min at lave, så der er ingen undskyldninger! Jeg laver altid gerne en stor portion, og fryser dem ned som jeg ikke skal bruge lige her og nu. De kan også laves på forhånd og puttes i køleskabet, så skal de bare i ovnen (180 grader, varmluft) i ca 5 min. - så er de stadigvæk helt bløde inden i...
Chokolade fondant - ca. 40-50 små
- 500 g. mørk chokolade (70-85%)
- 500 g. smør
- 500 g. sukker
- 4 spsk mel
- 8 æg

Smelt chokolade og smør (i hver sin gryde) og tænd ovnen på 180 grader (varmluft). Pisk æggene op til massen er luftig, og så piskes sukkeret i. I stedet for den nemme løsning med elektriske piskere, så træn mormorarmen og fat den gode gammeldags (kan anbefale dem med en kugle inden i - det går lidt hurtigere)!



Nu kan man gøre formene klar - jeg bruger altid silikoneforme, da de er super nemme at gøre rent, og det er nemt at få kagerne ud af formen. Smør formene med lidt smør og drys kakaopulver ud over (brug en si), slut af med at ryste formene over vasken så det overskydende kakao ryger af. 




Når smør og chokolade er smeltet hældes smørret i chokoladen under omrøring. Hæld chokolade/smør-massen langsomt i æg/sukker-massen langsomt (vigtigt!) samtidig med at du pisker - lidt ligesom når man laver bearnaise. Derefter kommes melet i - igen mens du pisker! Formene fyldes op - ca. 0,5-1 cm under kanten - og kommes i ovnen. Tag ud efter ca. 8-10 min og lad dem køle af inden de tages ud af formen.


Server evt. med vanilleis og en "sauce" af hindbær (varm frosne hindbær op, kom lidt sukker og et par dråber balsamicoeddike i - det lyder mærkeligt, men smager himmelsk!).

Eller som her med Skyr (Irma) og jordbærstykker:

p.s. de er små, men mætter virkeligt meget!

lørdag den 25. februar 2012

Modemagasiner

Der har på det sidste været en del debat i medierne om hvorvidt modemagasiner mangler intelligente artikler, især set i forhold til mandemagasiner (fx Euroman). "Anklagerne" mener at artiklerne er for overfladiske, at artiklerne ikke kommer godt nok i dybden - bl.a. at de ikke spørger ind til de interviewede kvinder fejltagelser. Dette vil jeg til dels give dem ret i, for det er bl.a. gennem livets fejl at vi lærer mest. Og det ville da være interessant at høre, hvad det var disse kvinder havde lært af deres. På den anden side er nogle magasiner her på det sidste blevet bedre til at have nogle mere interessante artikler - heriblandt det nyeste (og meget store) Eurowoman....
Her ses den evigt smukke Helena Christensen - en kvinde der nærmest bliver smukkere og smukkere med tiden, og som har en smuk og meget personlig tøjstil!

Gode venner...

er det vigtigste her i livet! Og jeg er så heldig at have en del, deriblandt min skønne roommate, der er hamrende betænksom, bl.a. køber hun meget ofte bobler og blomster til os. Hun køber ofte små gaver bare for at fejre de små ting i hverdagen - de sidste var for min specialekarakter og en valentines gave...
Denne skønne neglelak fik jeg i specialegave - fordi hun vidste at jeg er ved at løbe tør for min ynglingsfarve Rouge Noir fra Chanel...

Valentines gaven fordi hun ved at jeg knuselsker chokolade og lakridser fra Johan Bulow - og så hvide hårelastikker fordi jeg er blond... 

torsdag den 23. februar 2012

Sommerlig salat

Jeg elsker at eksperimentere med den klassiske salat. Jeg elsker æbler og spiser dem gerne til næsten alt - deres surhed, sødme, den sprøde sommerlige smag der lader til at passe til så mange ting er fantastisk, og her i DK har vi så mange lækre æbler året rundt, at det ville være en skam ikke at udnytte dem til fulde!

Æble, rosenkål og jordskoksalat
Denne salat har jeg efterhånden lavet en variation over et tema og det er min ynglingssalat. I sin grundform består den af æbler, rå kål, citronsaft og olie - og dertil en anden sprød grønsag. Kålen kan skiftes ud alt efter hvad der er i butikkerne og det samme kan den anden sprøde grønsag... Den er så absurd nem at lave at det kun tager ca 5 min!


- Æble
- Jordskokker
- Rosenkål
- Cintronsaft
- Olie
- Salt og peber

Bland en marinade af olie, citronsaft og salt og peber. Snit æbler, jordskokker og rosenkålen fint og hæld marinaden over. Bland forsigtigt og lad den stå i ca. en time, så marinaden kan trænge godt og grundigt ind.
Server til kylling, svin eller blot som en dejlig frokostsalat - kan forestille mig at den ikke ville være dårlig m varm gedeost!

onsdag den 22. februar 2012

A sense of spring

Der er nu ikke noget som blomster som kan give en følelsen af forår, og derfor er lejligheden nu proppet med blomster i farverige vaser...
Den blå vase er fra Ikea (Cylinder) - 3 vaser for 99kr.

Endnu en vase fra Ikea (Livat) - man får de 3 cylindre for 25kr.

Min vindueskam i tv-stuen.
Figuren tv er fra Bejing, kunstområdet 798 (ca. 500kr.), billeder af min far, små fyrfadskrukker fra L'Occitane (tidl. cremekrukker) og oliventræ i urtepotteskjuler fra Ikea (kan ikke finde prisen længere)...
Forleden var jeg forbi Irma og de havde jordbær på tilbud, hvilket jeg ikke kunne modstå - tænkte at de nok ikke smagte af noget, men til min store overraskelse var de faktisk udemærket! Normalt prøver jeg at holde mig til årstidens frugt/grønt, men trængte bare sådan til at lade som om at sommeren var på vej....

Dagens soundtrack

Ligesom alle andre er jeg også helt tosset med soundtracket fra filmen Drive. Dette nummer er et af mine ynglings, og det kører pt ret meget på repeat...


tirsdag den 21. februar 2012

Arv

Jeg har efterhånden en del arvestykker - primært fra min fars familie - men en af favoritterne er denne fantastiske rejsekuffert! Den er fra min farmor, og da jeg fik den lå der bl.a. de fineste hvide skindhandsker (lange og korte), ridesporer (fra min farfar) og en natkjole. Jeg har beholdt de fleste af tingene, da jeg ikke har så mange andre minder om dem...
Man kan endda se familiens initialer på toppen (på siden er der rester af rejsemærker), og siden der står II må der jo have været en I'er - gad vide hvor den er i dag..?



I dag bliver den brugt til opbevaring af mine kjoler som hænger på rad og række, tørklæder og så til noget så usexet som håndklæder, duge og servietter...


Bøjlen til venstre (den af træ) er den eneste bøjle der var tilbage da jeg fandt kufferten. Den er ret praktisk da der kan hænge en del på den...

Mulberry + Del Rey

En af de største modenyheder må være, at Mulberry har lavet en ny taske opkaldt efter sangerinden og stilikonet Lana Del Rey. Personligt synes jeg, at tasken emmer af Del Reys sofistikerede og klassiske, men også lidt skæve stil - kort sagt, er jeg vild med den! Jeg ville nok vælge den i en sort (oversize hvis det er muligt) udgave, da den herved vil passe til alt i min garderobe.

Billedet er fra Eurowomans hjemmeside...
Den kommer efter sigende til at koste fra 7.000 kr og kan købes fra maj 2012....
Eurowomans omtale af 'Del Rey'