mandag den 4. juni 2012

Lammeinderlår med lun salat

I et anfald af ekstremt overskud besluttede jeg mig for at lave en god søndagsmiddag til mig selv, så jeg smuttede i Irma og købte lidt ind. Det blev til lammeinderlår med en lun salat og dejlig sovs - og det var så lækkert!
Lammeinderlår
- Lammeinderlår (fandt det i Irma)
- Hvidløg
- Rosmarin
- Smør
- Chili (tørret og i en forholdsvis mild udgave)
- Hvidvin (et stort skvæt)
- Salt og peber
- Smør (en halvstor klat)
Varm ovnen op til ca. 180 grader (varmluft), og smelt smørret i en gryde (skal kunne komme i ovnen) sammen med nogle hvidløgsfed og nogle rosmarinkviste - vær forsigtig med ikke at brænde det på! Når smørret er smeltet, så kom kødet i. Brun kødet på alle sider og krydr med salt, peber og chili - pas på med chilien! Hold øje med om der er nok smør i, da kødet ikke må brænde på (der kan altid kommes mere smør i!). Når kødet er brunet af, kommes der et skvæt hvidvin i og gryden kommes i ovnen med låg på. Efter ca. 15 min (tag højde for hvor stort stykket er) kommes der lidt fløde i. Når de 15 min er gået tages låget af og der skrues godt op til grill i maks 5 min (igen, hold øje!). Kødet tages ud af gryden og ligges til side pakket godt ind, så det kan trække - ca. 10-15 min. Imens kan sovsen smages til og/eller holdes varm fx i ovnen. Når du skærer kødet skulle det gerne have denne vidunderlige farve!
Sovsen smagte helt fantastisk - måtte have en ske frem så jeg kunne få det hele med...
Lun salat
- Tomater
- Aubergine
- Squash
- Balsamico eddike
- Olivenolie
- Salt og peber
Skær auberginen og squashen i små skiver (alt efter smag og behag) og steg dem i olie på panden. Skær tomaterne i både og bland det hele sammen. Kom en olie/eddikedressing over og bland det; smag til med salt og peber.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar