onsdag den 20. maj 2015

Regnvejrsdag i Istanbul

Hvad gør man når man vågner op til et forfærdeligt regnvejr i Istanbul? Altså udover at panikke over manglende paraply (det var så meget nemesis!)... Man tager på museum! Så vi spiste en stor portion morgenmad på hotellet, og løb over gaden til H&M og købte straks to små paraplyer - det ville jo holde op lige om lidt, ik'!? 

Sultanate er den gamle bydel, hvor man finder virkeligt mange af de meget gamle og smukke bygninger fra dengang Istanbul hed Konstantinopel og dengang de ottomaniske sultaner styrede byen (og det meste af middelhavsområdet)
Jeg troede, vi kunne nå i den blå moske inden fredagsbønnen, og inden turisthorderne vi ankomme. Det kunne man ikke - det er åbenbart først efter fredagsbønnen at vi andre kan komme ind.

Så vi nøjedes med at se på den udefra (i regnen)... Heldigvis ligger Hagia Sofia lige overfor, og der kunne vi godt komme ind!

Jeg synes, nu stadig at bygningerne er utroligt smukke i regnen!
 Hagia Sofia blev bygget i 537, og fungerede frem til 1453 som katedral for den ortodokse kirke (med undtagelse af en periode, hvor den hørte under den katolske kirke). I 1453 erobrede ottomanerne byen, og omdannede den til moske, hvilket den fungerede som helt frem til 1931. Herefter blev Hagia Sofia sekulariseret og omdannet til museum. Så den gamle dame har vist et par gode røverhistorier at fortælle...

Meget af den helt gamle udsmykning fra dengang det var en kirke står tilbage. Det er måske i en lettere slidt udgave, men hvordan ville vi ikke se ud efter så mange år - jeg ville da gerne holde mig bare halvt så godt!
Der er også stadig spor fra dengang Hagia Sofia fungerede som moske - her ^ er der træplader med vers (?) fra koranen.
Jeg fik måske en anelse ondt i nakken af at gå og kigge op hele tiden, men det loft er altså helt fantastisk smukt!
Efter at have beundret det hele nede fra, så traskede vi op på førstesalen - hvor jeg så kunne fortsætte med at kigge op...
Jeg bliver lige forbavset over den detaljerigdom, der er i bygninger fra den tid uanset hvor ofte jeg ser det!
Lige til lidt nordisk historie; der var nogle vikinger, som tog turen til Istanbul og er udgjorde en eliteenhed i den byzantinske hær - de var kendt som Væringerne. Man mener, at det er en af dem som kan have efterladt lidt grafitti her i Hagia Sofia (og hvem siger, at de usofistikerede turister er en moderne opfindelse!?)
Der er ikke kun hærværk oppe på balkonen, men også mange smukke mosaikker
Da vi havde været ude i alle kringelkroge og havde kæmpet længe nok med de andre turister, magtede vi ikke mere. Vi havde håbet på, at regnen var holdt op. Det var den ikke...
Til de der kunne være interesserede, så er jeg jo til en afveksling helt i sort - Stan Smith-sneaks fra Adidas, chinos fra Hofmann Copenhagen, lang trenchcoat fra Zara, tote fra Lorena og farverig paraply fra H&M
Skulle du have lyst til at smutte forbi næste gang du er i Istanbul - og hvorfor skulle du dog ikke det - så kan du tjekke åbningstider m.v. her!

Når nu det ikke kunne være anderledes med vejret, besluttede vi os for at smutte under jorden!
Der findes nemlig nogle helt fantastiske cisterner (læs mere om dem her)!
Jeg synes, det er et helt fortryllende rum - det er som om man bliver transporteret til en anden verden idet man træder ned af trapperne... Det eneste der ødelægger illusionen er turisthorderne og de blinkende skilte fra turistfælderne dernede

Der findes 2 medusahoveder dernede - jeg mener, at man ikke helt ved hvordan og hvorfor de er havnet der, men smukke er de!
Og af uforklarlige årsager smider folk penge ned til kvindemennesket...?

Det var desværre næsten umuligt at komme hen og se det ordentligt, men så er det jo godt at man har spidse albuer og lange arme - men jeg måtte opgive på det andet hoved!
Oppe i den virkelige verden var der kortvarigt tørt(-ish), men det var endnu ikke tid til at kunne komme ind i den blå moske (som jeg virkeligt vil anbefale alle at se!), og derfor besluttede vi at droppe den...
Min mor havde fundet et frokoststed i nærheden i vores superguide Istanbul Eats, og kultur er desværre ikke lige så vigtige som fyldte maver - i hvert fald ikke lige den dag!

På vejen derned var mange af husene dekoreret smukt
Vi fandt med nød og næppe frem til Giritli, der ligger en smule afsides og lidt væk fra de turistede gader
Vi blev først ovenpå til de andre turister, men i stedet for at kigge på dem, beundrede jeg det smukke loft
Og deres gårdhave, som jeg stadig drømmer om at sidde i en varm sommeraften! Det er ikke så tydeligt her på billedet, men det ser så hyggeligt ud at sidde der under sejl og kulørte lamper... 
Før vi vidste af det kom forretterne væltende
Og når jeg siger væltende, så er det fordi der var absurd mange forskellige mezze på bordet
Det der tomat-aubergine-snask var så lækkert!!!
Et lille udvalg på tallerknen...
Der blev fotograferet til den helt store guldmedalje
Jeg fik ikke smagt dem allesammen - nogle havde også nødder i - men alt jeg smagte var utroligt lækkert og vellavet! Noget af det var måske en lille smule køleskabskoldt, men det tilgiver jeg dem gerne!

Da vi havde kæmpet os igennem de mange mezze, der viste sig at være de kolde mezze, så kom de lune...
Det var heldigvis nogle mere overkommelige mængder! Men det smagte helt fantastisk!

Så begyndte vi at planlægge aftensmaden - man skal helst være et måltid foran på planlægningen!
Lige pludseligt kom hovedretten - fisk!

Min stedfar valgte sardiner (eller noget der minder om), og jeg var så misundelig!
Og det var ikke fordi min fisk ikke var god - for den var fantastisk - men bare fordi jeg er helt tosset med sardiner! Det er så lækkert og så sjældent at jeg får det...

Tilbage til min fisk, som jeg ikke aner hvad var!
Tilberedt til perfektion! Intet mindre!

Der hørte også en dessert med til menuen, og det var vistnok vaniljeis med noget kanel-karamelliseret frugt
Jeg aner ikke hvad det er, men det smagte faktisk fint - også selvom det var ret sødt...

Giritli ser ekstremt turistet ud når man kommer ind, der er én menu til 50€ og det er ikke muligt at vælge a la carte, men fortvivl ej! Maden er fantastisk og vin/vand er inkluderet i prisen - os tjente de i hvert fald ikke på (hvis I forstår sådan lille en)!

Efter sådan et måltid bliver man en smule træt (det havde måske noget med mængden af vin vi havde indtaget at gøre), så vi besluttede os for at tage tilbage til vores eget kvarter - vi skulle jo også lige proviantere til aperitiffen!

Jeg har alt for mange billeder fra den her tur, og derfor har jeg altså valgt at dele dagen op i to indlæg, så I ikke går helt kold inden vi rigtigt er kommer i gang...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar