For at sige det mildt, så havde jeg ikke verdens bedste weekend, da M gjorde det forbi efter knap 2 år. Lige nu er jeg stadig i det apatiske stadie (er mega sej til at stirre ind i væggen eller ud i luften), kortvarigt afbrudt af hulk. Jeg tror at min hjerne ikke helt har forstået, at det er forbi, men hvordan indstiller man sig lige på det?
Heldigvis har jeg fantastiske venner og en helt fantastisk vidunderlig mor. Min bedste veninde Alexandra kom så hurtigt hun kunne, og sammen fik vi snakket og drukket bobler (var det enste jeg havde). Min mor kørte hjem fra Krogen og hentede mig, og lod mig ligge i fosterstilling med vin i den ene hånd, og hunden samt kleenex i den anden.
Dagen efter hev hun mig ud af sofaen ved at love mig en shoppingtur, for hun forstår, at man ikke skal kimse af materialistisk lykke! Gør det mig overfladisk?! Måske, men når man nu ikke kan forstå, at ens verden lige pludseligt har ændret sig, så tager jeg i hvert fald imod enhver lille glæde. Og jeg elsker at få nyt tøj (men hvem gør ikke det?)!
Det blev i hvert fald til en heftig opgradering af min basisgarderobe:
Jeg elsker at jeg kan bruge tingene på kryds og tværs.
Nu vil jeg sige godnat, og forhåbentligt er verden et bedre sted i morgen - eller i det mindste har jeg mindre ondt. Uanset hvad, så har jeg en masse mennesker omkring mig som passer godt på mig, og hjælper mig på vej. Og de samler mig altid op når jeg snubler. Hvad skal man dog gøre uden?
P.S. En anden del at min mors taktik til at få mig i bedre humør var at købe billetter til hele 2 måltider under Copenhagen Dining Week, men mere om det til den tids
Ingen kommentarer:
Send en kommentar