Viser opslag med etiketten LCHF. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten LCHF. Vis alle opslag

tirsdag den 26. marts 2013

Lasagne the paleo way!

Når man prøver at spise forholdsvis ren palæo, så er der visse ting man begynder at savne efter et stykke tid. I mit tilfælde var det lasagne.
Så jeg begyndte at udtænke snedige planer for hvordan jeg skulle gøre den palæo _ dvs. lave den uden pastaplader. Det betød også at jeg måtte udtænke en ny udgave af bechamel saucen uden mel.

Det gik ret godt, bortset fra at jeg var lidt for utålmodig, og derfor gav det for høj varme i for kort tid. Og ikke lod den trække lidt, da jeg bare kastede mig over den. Så auberginerne som udgjorde pladerne var desværre ikke gennembagte.

For at lave en omgang palæo-lasagne til 4 personer skal du bruge:
- 500 g oksekød
- 1 gulerod
- et par fed hvidløg
- 1 stort løg (eller som her 2 små)
- 1 squash
- 1-2 auberginer (alt efter hvor tykke pladerne skal være)
- 3 portobellosvampe
- 1/2-1 chili
- tomatsnask af en art (jeg var løbet tør for hakkede/flåede tomater, så brugte lidt ekstra tomatpure og vand)
- Bechamel sauce (palæo naturligvis - den kommer lidt senere i indlægget)
- MASSER af ost!

Varm lidt fedtstof på panden (smør er altid godt, men rapsolie kan skam også bruges), og smid løg og hvidløg på. Sørg for at det ikke bliver branket, men blot lunet godt igennem. 
Når de har fået et let glasklart udseende er det tid til at smide kødet på. Det skal steges godt igennem, så skru gerne lidt op.

Når kødet er brunet godt af, kommes tomatsnasken på! Havde jeg nu købt ordentligt ind, så havde jeg nok brugt 2 dåser flåede tomater og en lille tomatpure. Men det havde jeg ikke, så det blev til to af de store dåser tomatpure, som jeg spædede op med lidt vand for at få lidt mere væde til det.
Skru helt op fort varmen her og giv det et lille opkog. Imens hakkes grønsagerne (minus auberginerne!). Nu kan jeg godt lide mine grønsager med bid, så mine ryger altid ret sent i. Men ellers kan du godt smide dem i nu, og lade dem hygge sig med kødet ved svag varme i en halv times tid.
 
Eller gør som mig, og lad kødet få lidt kvalitetstid med tomatsnasken. Smid grønsagerne i efter ca en halv time, og lad det stå i en halv time mere - dvs. vi er oppe på ca. 1 time nu.
Imens det hygger sig kan du jo passende gå i gang med saucen. Og tænde ovnen på ca. 150 grader varmluft.

Og til bechamel sauce skal du bruge:
- 1bt 38% creme fraiche (hvad ellers?)
- Parmesan eller lign.
- Lidt revet muscatnød 
- 4 æggeblommer

Rør æggeblommerne sammen med creme fraichen. 
Riv derefter osten i (man kan næsten ikke få for meget), og smag til med revet muscatnød, salt og peber. 
Auberginen skæres i skiver på langs. Tykkelsen på skiverne bestemmer du selv, men jo tykkere de er, des længere tid skal det have i ovnen. Jeg skar mine på mit mandolin jern (pas på fingrene hvis du bruger sådan et!), da skiverne bliver præcis samme tykkelse. Det er sådan noget, som gør mig (lidt for) glad... 

Smør et fad med lidt olie, så det ikke brænder fast i bunden. Fordel aubergineskiverne som du ville gøre med lasagnepladerne.
Og så bygger du din lasagne: "plader", kødsovs, bechamel og så masser af ost, plader osv. indtil du ikke har mere plads at gøre godt med. Husk at der skal være nok bechamel og ost til at dække hele toppen!
Sådan!
Sæt bæstet i ovnen, og lad den hygge sig i varmen i ca. 45-60 min. Det var her jeg begik den første fejl ved at være for utålmodig - min fik nemlig kun 45 min ved for høj varme. Det betød som sagt, at den ikke var færdig. 

Og selvom du nok er blevet sulten, så skal den altså have fred og ro til at sætte sig, så dæk den til og lad den stå et lunt sted i en halv times tid. Det havde jeg så heller ikke tålmodighed til...
Det blev en forholdvis vellykket palæo-lasagne, hvis man altså ser bort fra min utålmodighed! Jeg skal helt sikkert lave den igen, dog med tyndere aubergineskiver og mere tålmodighed (læs: mindre sult). Og så skal jeg også arbejde lidt mere med bechamel saucen. Jeg holder jer opdateret!

Hvis du selv har prøvet kræfter med en palæoudgave, må du endeligt komme med dine erfaringer (også selvom det ikke lige var med en lasagne) - elsker at få input til hvordan det kan gøres anderledes!

torsdag den 29. november 2012

Grydestegte poussiner - med jordskokpuré og solbærsnask

Forleden lavede jeg middag til M, og VILLE have poussiner og det SKULLE være noget simreagtigt. Efter at have konsulteret de vigtigste kogebøger for inspiration, faldt valget så på den grydestegte kylling - eller i mit tilfælde poussiner... Det er virkeligt nemt, og det smager jo fantastisk! For hvem elsker ikke gammeldaws kylling med skilt sovs; jeg kender i hvert fald ikke nogen som ikke gør det!

Som tilbehør lavede jeg jordskokpuré og en snask af solbær (dvs. frosne solbær der lige var kogt op - tada!) - med en side af mormorsalat.
Meget old school og enkelt, men fantastisk lækkert!

Gammeldaws grydestegte poussiner med skilt sovs
- 2 poussiner
- Hønsefond (hjemmelavet naturligvis)
- 1/2 l. fløde
- Persille
- Smør (rigeligt)
- Krydderier (fx. timian, lauerbærblad m.v.)
- Salt/peber
Rens poussinerne grundigt for blod og indvolde. Nogle kogebøger mener, at man sagtens kan bruge indvoldene - eller i hvert fald nogle af dem - til sovsen, men jeg bryder mig ikke om smagen, hvorfor jeg smider det ud (slemme mig).
Skær det yderste led ad vingen, der passende kan gemmes til en fond.

Krydr dyret med salt og peber, og prop en masse persille samt en klat smør i.
 Yum! Og så lige et close-up
 Luk med en kødnål, så tingene bliver inde under hele processen.
Varm en gryde op, og smelt et ordentlig klat smør. Når det er bruset af, brunes poussinerne på alle sider.

Når de små kylle-ryller er blevet smukt solbrune (tager ca. 5-10 min), hældes et par dl af en god hjemmelavet hønsefond over. Kom de krydderier i du har valgt at bruge - jeg brugte timian og lauerbærblade.
Sæt låget på og lad simre ved lav/middelvarme i 15 min. Herefter hældes lidt fløde ved - hellere lidt af gangen end at hælde alt for meget i på en gang.

Det er også nu du skal sætte jordskokkerne over; kog en en god portion skrællede jordskokker og et par pillede fed hvidløg indtil de er møre (det tager ca. 10-15 min alt efter størrelse).
Sæt låget på igen og lad det simre i 15 min. Tag poussinerne op og hold dem varme under sølvfolie, viskestykker m.v. (Tip: varm fadet op inden med lidt varmt/kogende vand i et par min inden).

Kog sovsen ind og smag den til med salt/peber, fløde og/eller mere hønsefond. Er du løbet tør for fond kan bouillonterninger bruges...

Nogle vil måske mene, at man kan bruge sovsekulør til at give det farve, men det synes jeg simpelthen er for klamt! Det vil aldrig - og jeg mener aldrig! - være muligt at finde det produkt i mit hjem! Og ja, jeg er en madsnob! Det samme gælder for forslag om at tykne sovsen med div. midler. Jeg kan godt lide sovsen tynd, men det er måske bare mig og min familie der er mærkelige (ingen flabede kommentarer tak!)!?

Mens sovsen koger ind kan du passende lave jordskokpuréen; hæld vandet fra jordskokkerne (næsten det hele) og hæld lidt hønsebouillon, fløde samt smør i, og blend indtil det er en lind masse. Smag det til med salt og peber.
 Når sovsen har fået den rette smag serveres det over kyllingerne.
 Et voilá:
Jeg serverede det hele med en dejlig flaske Riesling fra Mosel - en Hr. Markus Molitor, som vi i familien har fået en meget nært og kærligt forhold til! Det hjælper naturligvis, at flaskerne har en fornuftig størrelse på 1 liter :)

onsdag den 3. oktober 2012

Verdens nemmeste æbledessert

I min verden findes der (næsten) ikke noget bedre end æbledesserter. Og lige nu er det sæson for æbler, så det er lige tiden til at lave det.
Måske er det lige en overdrivelse at kalde det her for en opskrift, for det er så uforskammet nemt at lave den! Den er genial til, når du bare må have noget til den søde tand. Den kan spises alene eller sammen med alt muligt andet, fx creme fraiche, skyr eller flødeskum...
Til 2 personer skal du bruge:
- 4 æbler
- Stødt kanel
- Lidt smør (kan undlades)
Varm ovnen op til ca. 180 grader.
Skær æblerne i chunky skiver, så de er nogenlunde lige store.
Kom dem i et fad, og smid nogle skiver smør ned til det - det tager de nemlig ikke skade af!
Hæld kanel over æbler og smør. Nu er jeg meget glad for kombinationen af æbler og kanel, så jeg bruger en hel del kanel...
Ryst fadet godt og vend æblerne rundt i kanelet, så de bliver alle bliver dækket.
Stil fadet i ovnen, og alt efter om du gerne vil have at æblerne skal være helt bløde, eller om de stadigvæk skal have lidt bid, så skal de have mellem 10-20 min. Undervejs skal du lige vende æblerne i det smeltede smør, så alle skiverne får en del af smagen...
Og så er den færdig! Det var nemt ikke!?

tirsdag den 2. oktober 2012

Meazza baby Meazza!

Meazza - eller kødpizza om man vil - er en genial opfindelse! Helt basalt er det en pizza, hvor bunden er lavet af kød. Ikke dumt, vel!? Og så er det jo smart, hvis du gerne vil undgå hvede m.m., men samtidig ikke vil afskære dig fra at spise pizza og lignende. Jeg har hentet inspiration fra bloggen Marks Daily Apple, men opskriften her er helt min egen.
Her har jeg lavet en med salami/mascarpone samt en med pancetta/flødestuvede svampe, men egentligt kan man jo proppe lige, hvad man vil på dem... Bunden har jeg lavet med hakket kyllingekød, men okse, lam, kalv/flæsk burde også kunne bruges - jeg kan bare godt lide hakket kylling, da det er dejligt saftigt.

Meazza - nok til 2 store runde (2-4 personer)
- 800g. hakket kylling
- 3 æg
- 1 skvæt fløde
- 1/2 løg, hakket fint
- 4 fed hvidlød
- 2 tsk tørret chili
- 1 stor håndfuld frisk timian
- Lidt fintrevet squash
- Salt/peber
- Topping (se længere nede)

Tænd ovnen og varm den op til ca. 180 grader (varmluft).

Egentligt er bunden en gigantisk, fladmast frikadunse - eller i hvert fald laver jeg mine på nogenlunde samme måde. Bunden kan krydres som man vil, men der skal være hakket kød, æg og fløde. 
Stik klør fem ned i det og bland det hele sammen. Man kan vel også bruge en ske/spatel, men jeg synes, at det bliver blandet bedst sammen med hånden.
Hvis du gerne vil være sikker på at krydringen sidder lige i skabet, så lav en prøvedunse - altså en lille bitte dunse, så du kan smage på det inden du laver det hele (det er jo trist hvis man fx ikke har brugt nok salt, eller at den skal have mere væde).
Jeg har denne skønne gigapande fra Ikea, som også kan komme i ovnen. Men det kan også laves i en bradepande, men i så fald skal du bruges bagepapir. Her kunne jeg slippe med en god sjat olie - bare så den nemt "glider af". Fordel halvdelen af farsen på panden, og sørg for at den er nogenlunde lige tyk/tynd alle steder. Stil den i ovnen.
IKEA pande: Stil Paellapande 279kr.
Efter ca. 10 min skulle den gerne se sådan ud!
Vip den over på en bradepande, og begynd at proppe fyldet på.

Topping 1
- Tomatsovs (hjemmelavet naturligvis - opskriften kommer til sidst)
- 1 Mozzarellaost
- 1 (stor) spsk mascarpone
- Salami
- Basilikum (pynt)


Når fyldet er kommet på stilles den i ovnen, hvor den skal have ca. 10-15 min - men hold lige øje med den. Når den er færdig, så vip den over på et skærebræt, så du nemt kan servere og skære den.
Husk at toppingen ikke smager lige så kraftigt igennem på en meazza, så der skal være lidt mere på end der skal på en "normal" pizza - jeg erfarede det på den hårde måde! Jeg havde ikke smagt på min salami inden, så jeg opdagede lidt for sent at den ikke var så smagfuld som jeg havde håbet - men så proppede jeg bare mere på...

Topping 2
- Tomatsovs (hjemmelavet naturligvis - opskriften kommer til sidst)
- 1 Mozzarellaost
- Pancetta
- Tomater
- Svampemix
- Fløde
- Salt/peber

Her laves toppingen separat på en pande; sautér svampene (efter at du har renset dem, naturligvis) i lidt smør, og hæld et skvæt fløde på og lad det koge langsomt ind. Smag til med salt og peber.
Mens svampene hygger sig kommes toppingen på bunden. Og ja, der er ikke meget pancetta på, men jeg opdagede til min gru, at jeg ikke havde mere... Sæt den i ovnen i ca. 10-15 min.

Når den er færdig, skulle svampene også gerne være færdige. Vip meazzaen over på skærebrættet, og slut af med at hælde de lækre flødestuvede svampe henover.
Som sagt kan du lave lige den topping, som du har lyst til, men kom endeligt med foreslag i kommentarfeltet og inspirer hinanden!

Tomatsovs
- 1 ds hakket tomater
- 1/2 løg, finthakket
- 2 fed hvidløg, finhakket
- Håndfuld frisk timian
- 1-2 lauerbærblade
- Salt/peber
- 1 skvæt balsamicoeddike
Hak løg og hvidløg, og sauter sammen med lauerbærblade og timian i en gryde med lidt olie. Hæld tomaterne over, og lad det simre i en times tid, eller indtil at den er kogt godt ind. Jeg kan godt lide, at den er lidt grov, men vil du have den mere "fin", kan du blende den - bare husk at tage lauerbærbladene op! Smag til med salt, peber og balsamicoeddike.